Viva Vertigo – Interview

Diskant har talt med Simon Beck fra Viva Vertigo, der er albumaktuelle med Vicious Echo.
Foto: Søren Solkær Starbird
Foto: Søren Solkær Starbird

“Det gælder om at skramle på den fede måde”

Sanger, guitarist, komponist, iværksætter, indpisker, musiknørd, flueknepper og dybt professionel og ambitiøs. Dette er blot få ord, der beskriver grundlæggeren og hovedmanden, Simon Beck, fra Viva Vertigo, der netop er barslet med deres tredje album, Vicious Echo. Albummet har allerede fået flere flotte anmeldelser, og Diskant har sat Simon Beck i stævne på en bar på Vesterbro til en snak om den lange vej frem til succesen, og om, hvordan det kan være, at der er et nummer på Vicious Echo, oprindeligt skrevet og indspillet i en demoversion af Sune Wagner, som lyder mistænkeligt som nogle tekstbidder fra et nummer af Sort Sol. Og om ambitionerne for bandets videre færd fremover – hvis der er flere tilbage!

Diskant: Jeg kunne godt tænke mig, at du fortæller noget om bandets forhistorie, det nye album, og om, hvilke tanker I gør jer med det musikalske udtryk, Viva Vertigo efterhånden har rendyrket på nu tre studiealbums. Et udtryk som umiddelbart ligger fast forankret i en retrostil, der griber tilbage til både tresserne og halvfjerdserne.
SB: På det nye album var det vigtigt at få en mere ekstrem produktion. Sangene kaldte på det. Og vi har brugt meget tid på at få den lyd, der er på pladen. Lyden ligger tæt på den lyd, jeg har på mine 4-spors demoer. Men det lyder bare større på pladen. Vi har søgt en stor, rå rocklyd på de hårdere sange, og fået luft og dynamik ind i de mere lyse og lette sange.
     Temaet på det nye album har været, at det ligesom har været vores sorte plade. Vi er blevet kaldt Rock Noir af en opfindsom kritiker før. Men dette skulle være vores dunkle, skramlede og voldsomme album, hvor det skulle støje og buldre. Det skulle også være en stor produktion. Masser af guitarer og kor og alt muligt andet. Guitarist Sara Lewis Sørensen har spillet lap steel, mando guitar, slide, med violinbue på guitaren, vi har alle mulige tuninger på guitarerne – i sangen ”Vicious K.O.” indspillede Sara syv-otte guitarspor med variationer og bue og alt muligt hurlumhej, og til sidst gik jeg til frokost, mens de fortsatte, det blev en hel symfoni – et fantastisk stykke guitararbejde. Vores svenske bassist, Anders Wallin, der også var tekniker på dele af pladen, har suppleret med oldgammel moog synthesizer, der har lagt nogle gode støjting oven i vores støjguitarer. Anders kan spille på det meste og har et godt musikalsk øre. Desuden har jeg spillet nogle trommer, som Anders samplede og lagde på et spor, hvorefter Kristoffer Sonne spillede trommer oveni. Det har været en fed proces at lave den her plade.     
     Sangene er denne gang helt selvbiografiske. De er alle sammen levet. De er også skrevet over flere år. Jeg lever ikke så intenst hver dag, som teksterne reflekterer. Men der har været en del dage, hvor livet har været ude på kanten. Det kan jeg høre, når sangene kommer efter hinanden.
     Men Viva Vertigos sange har sgu altid haft den dér intensitet over sig. Mange siger, det lyder som filmmusik, og da jeg selv ser flere film end lytter til musik, kan jeg godt se, hvad de siger. Men jeg prøver at gøre hver sang til en lille fortættet fortælling, der skaber billeder inde i hovedet på mig selv. Der kører en film i mit hoved, når jeg synger et Viva Vertigo nummer.
     Og så kan jeg godt lide bands med store armbevægelser. F.eks. rent dynamisk at der bliver spillet i flere tempi. Og at trommeslageren får brugt de tam’er, når de nu sidder på trommesættet. Vi har travlt, når vi spiller live med Viva Vertigo. Vi stemmer guitar om i ét væk og trommerne er ved at dejse om bagefter. Men nu er Kristoffer Sonne nok også en af de mest effektive og velsvingende drummers jeg nogensinde har set spille.
     Det første album er indspillet over en toårig periode, det andet over 14 dage, og det nye album har igen strakt sig over længere tid. Det var meget vigtigt for mig, at vi ramte vores lyd helt rigtigt på denne her. Og det tager altså noget tid at prøve ting af. Men nu véd jeg så også præcis, hvordan det fungerer optimalt for os i et studie. Med mindre vi skifter radikalt lydbillede næste gang…

For at komme tilbage til forhistorien
I midthalvfemserne sad jeg og klimprede på en guitar og forsøgte at få det til at lyde af noget, jeg har altid haft forkærlighed for enkel musik, men det var først da jeg mødte Sune (fra Psyched Up Janis, CM), at jeg begyndte at få en fornemmelse for, hvor enkelt musik egentlig kan arrangeres. I starten sad jeg og byggede lag på lag på numrene, men da Sune spillede sine demoer for mig, blev jeg imponeret af hans måde at arrangerer musikken med helt enkle virkemidler.
En dag, hvor vi festede lidt rigeligt, spurgte han mig så, om jeg ville med ned til en Psyched Up Janis øver, og først var jeg sådan … er det nu også en god idé – vi var jo pivstive! Men jeg tog med, og den sommer turnerede de med albummet Beats Me, en meget enkel plade med fede, tidløse sange jeg godt kunne forholde mig til. Helt enkle greb og virkemidler, og hamrende effektivt. Der var en del flere guitarroller på pladen og de var en trio, men Sune havde en kæmpe guitarlyd så man savnede ikke noget live.
     På det tidspunkt jammede jeg i nogle forskellige bands, og jeg forsøgte hele tiden at samle nogle folk omkring mig, som kunne skabe den lyd jeg søgte efter. På et tidspunkt dannede jeg Viva Vertigo, fordi der var en producer der gerne ville prøve mine sange af i sit studie, men vi måtte have de bedste musikere available, sagde han. Jeg havde nogle indvendinger, men efter den første session med Sune Wagner på guitar, Mick Grøndahl (Jeff Buckley Band, CM) på bas og Kristoffer Sonne på trommer var jeg solgt. Det var sgu som at flyve at spille med de fyre, og siden har jeg søgt sammen med forskellige musikere, sangere, der kan få den følelse op i mig.

Diskant: Selve produktionen på alle tre albums er meget funderet i en retrolyd.
SB: Jeg sad på et tidspunkt og arbejdede med nogle af sangene, og jeg forsøgte at lægge min stemme ned i et dybere leje, og pludselig var der et udtryk, som jeg kunne fornemme var helt rigtigt. Sune og jeg var i det gamle Sweet Silence Studio til nogle nattesessions og fik et par sange indspillet, hvor Sune spillede de fleste instrumenter. Derefter gik vi baglæns i selve produktionen, og da vi mixede sangene, byggede vi musikken op omkring min vokal. I stedet for at mixe instrumenterne først, startede vi med vokalen først, og afstemte instrumenterne til det leje, min vokal lå i.
     Derudover har jeg altid godt kunnet lide lyden fra en god gammeldags ekkomaskine, som man jo desværre ikke ser så tit mere i de moderne studier. De findes dog i flere af de studier, vi har benyttet os af. Meget musik i dag er ensartet i lyden – i hvert fald i rockgenren. Mange steder i dag handler det om den store, flotte, tekniske lyd. Det gør det ikke i Viva Vertigo. Der handler det om at skramle – på den fede måde. Det kan dog også være en meget teknisk proces at nå dertil…
     Jeg synes, man kommer tættere på musikken, når man benytter sig af det mere oprindelige udstyr. Tom Waits sagde engang noget om, at musik er svær at fange på bånd i lige præcis den lyd, der ville klæde den enkelte sang bedst. Jeg bliver lidt træt af mærkatet retro. Selvfølgelig er jeg inspireret af ældre musik – men jeg hører sgu alt muligt forskelligt, det er ikke et mål i sig selv at det skal være retro. Faktisk aftalte Sara (Lewis Sørensen, guitarist i Viva Vertigo, CM) og jeg på forhånd, før vi gik i studiet med indspilningen af Vicious Echo, at der ikke skulle være én eneste surfguitar nogen steder (det kom der så alligevel på én sang). Det er ikke lyden fra den tid, vi prøver at fange. Det er mere fornemmelsen af at være tæt på en rocklyd der er støvet og alt andet end hi-fi. Vi kommer frem til den lyd, når vi benytter os af klassiske ekkomaskiner, pedaler og mikrofoner. Når Jim Morrison og Frank Sinatra har sunget i U 47 vokal-mikrofon, burde jeg så ikke lige teste dén mikrofon? Ups den lyder sgu godt, hva? Min vokal har faktisk aldrig lydt bedre end på det album.
     Når vi så først kommer i gang, bruger vi rigtig meget tid i studiet, hvor alle detaljer bliver gået igennem, indtil jeg er tilfreds. Jeg er nok lidt en nørd i den retning. Særligt på vores nye album, hvor alt blev prøvet af. Et hav af guitarforstærkere, gamle som spritnye, for at få den guitarlyd, vi søgte. Og forskellige rumklange. Der er blevet nørdet igennem. Sara protesterede
ind imellem, ”hvad med min forstærker?”, men vi fandt metoder, hvor alle endte med at blive rigtig glade for guitarlyden.

Diskant: Det er jo nærmest genialt, at I har fået Lise Cabbles knirkende sovekammerstemme med på nogle af numrene. Især nummeret ”Chandra Lee” er helt fantastisk.
SB: Jeg har altid været stor fan af Miss B. Haven og deres måde at spille deres farlige natte-pop på. Jeg havde længe drømt om at lave noget musik med Lise Cabble, og jeg havde altid troet at det var komplet umuligt, men så en dag kontaktede jeg hende og sendte et par numre, og så var hun på med det samme. Vi indsang duetten ”Candy Young” på vores andet album Vulcan Gas Company og det lykkedes så godt at hun foreslog vi skulle skrive en sang sammen én dag.
     ”Chandra Lee” skrev jeg i en koger en nat jeg kom hjem fra byen. Faktisk er Chandra Lee navnet på en dansk-amerikansk pige, jeg mødte den aften, og sangen handler om hende. Nummeret havde ligget i min skuffe i lang tid, hvor jeg tog det frem en gang imellem og ikke var helt tilfreds. Men da Lise hørte det, komponerede hun et nyt omkvæd, og så kunne jeg høre, at sangen var færdig. En helt fantastisk fornemmelse, og Lises måde at frasere på, kunne jeg aldrig selv arrangere. Men hun giver sangen noget helt særligt. Og hun er satme en dygtig sangskriver.

Diskant: Kommer Lise Cabble til at være med på scenen, når I skal ud og præsentere de nye numre live?
SB: Nej, hun ønsker ikke at være en del af det. Hun er ikke så vild med at spille live. Men Sara har lært sig hendes vokalstykker, og hun synger det også rigtig godt. Så vi kan sagtens spille de sange live.

Diskant: I har også fået et par numre med i lydsporet til nogle film.
SB: Det er rigtigt. Som jeg nævnte før, er der flere der har kommenteret på, at vi laver sange, der passer godt ind i film. Vi har to sange med i filmen Nordkraft og en i Lille Soldat. De sange egner sig godt til de film, hvor de fint bliver en del af den filmiske fortælling. Sangene til Nordkraft passer perfekt til de scener, de spilles til. Både med stemningen i scenerne og på tekstsiden.

Diskant: Da jeg hørte ”Wild Flames of Love” første gang, tænkte jeg med det samme på Sort Sol.
SB: Det er sjovt, du siger det. Det er jo et nummer, som Sune Wagner har skrevet oprindeligt, men kun indspillet i en demoversion. Jeg sagde til ham i årevis at den sang var altså et scoop! Jeg lavede så et arrangement, og jeg har spillet den på et tidspunkt på Loppen, og jeg kan huske, at Steen (Jørgensen, fra Sort Sol, CM) var blandt publikum. Og så en dag hørte jeg en Sort Sol-sang med ordene ”Wild flames of love”, og jeg spurgte Steen point blank, om han lige havde scoret den linje, men han svarede aldrig, han grinte bare. Men hvis han har, så kan jeg da godt forstå det, jeg var selv helt betaget af den sang i årevis. Nu er den så endelig blevet arrangeret, og det er vores bud på sangen.

Diskant: Hvad sker der med Viva Vertigo i fremtiden?
SB: Rigtig godt spørgsmål. Mange af de musikalske mål, jeg satte mig tidligere, har jeg faktisk fået indfriet i dag. Og alle de folk jeg drømte om at arbejde med i Danmark, har jeg arbejdet med. Måske gælder det bare om at komme ud og trykke den af til nogle koncerter, og få nogle nye livserfaringer, som jeg kan skrive nye numre på. Faktisk er jeg helt åben for fremtiden, men jeg håber selvfølgelig på, at det europæiske marked vil åbne sig for os – vores nye album udkommer til oktober i Europa – så vi også kan komme ud og spille koncerter dér. Det ville være fedt.

Written By
More from Carsten Meedom
The Luminous Blue Variables: The Magnetar Sessions
Det er stille eksplosioner, der detonerer på The Magnetar Sessions, og man...
Read More
0 replies on “Viva Vertigo – Interview”