Melodød i dansk mellemklasse
Danske Submission har i denne vinter været på turné med en af landets store metalbands, Mercenary, hvilket har givet dem lidt opmærksomhed. Man forstår valget af dette opvarmningsband fra hovednavnets side, da de, til en vis grænse, deler genre, men noget nyskabende er der ikke ved lyden på Code Of Conspiracy, men derfor kan det vel godt være udmærket musik…
Når talen falder på Submission, har vi at gøre med endnu et band inden for den melodiske dødsmetal, som især svenskerne har været forløbere for, helt tilbage i start 1990’erne med At the Gates, og senere med bl.a. Soilwork og In Flames, hvor sidstnævnte nok er de mest almindeligt kendte indenfor genren. Danmark har også et par bands, der hører under genren, fx førnævnte Mercenary, som dog skiller sig ud med en meget storladen vokal, og altså også Submission. Når der nu er så mange bands i denne genre, gælder det enten om skille sig ud fra mængden, eller om at have et vist talent, så man ikke blot bliver endnu en i denne. Submisson gør sig ikke så meget i det førstnævnte, men har dog i stedet et vist talent: Sangene er ofte bygget op om et fængende omkvæd, og flere af sangene rummer gode riffs, der imidlertid bevæger sig lidt mere ovre i hardcoregenren, men det fungerer alligevel i musikken, og der er jo det vigtigste. Nummeret ”111008666700”, som man kunne forestille sig henviser til den i albumtitlen omtalte kode, starter albummet med typiske, hårde melodødstrommer, der medvirker til at gøre sangen til en god begyndelse på albummet. Efterfølgende nummer er også en lektion i den hårdere ende af genren, og har et fedt omkvæd, det er en sang hvor man ser moshpitten for sig, og ligeså har numrene ”Deservant” og ”Celebrate the Dead” denne vellykkede hårdhed, som spiller godt sammen med vokalen, der veksler mellem brutale råb, og en ren vokal, som er behagelig at lytte til, men dog ikke særligt mindeværdig i længden.
Submission har uden tvivl nogle forcer i deres musik, og kan bestemt finde ud af at skrive en fed sang, men selvom det overordnet er en fornøjelse at lytte til Code of Conspiracy, så er den hurtigt glemt igen, hvilket dog mest skyldes alle de mange repræsentanter inden for genren. Submission består af dygtige musikere, og kan man lide den melodiske dødsmetal, vil de nok falde i ens smag. For undertegnede mangler de dog lige noget ekstra, for at komme op blandt eliten, men det lader til, de er på vej.