På rigtige vej, bare ikke fremme endnu…
For omkring 10 år siden var Bring it On en berigelse af mit musikalske liv. Intellektuel folk-rock med klare referencer til Tom Waits – det kunne ikke blive bedre, og det blev det heller ikke.
Gomez fik aldrig lavet en værdig efterfølger og formåede kun sporadisk at levere varen. Efter et par lettere stilforvirrede omgange, røg de i glemmebogen. Derfor var det lidt af en overraskelse da A New Tide havnede på mit bord. Endnu større blev overraskelsen, da jeg i pressematerialet kunne læse at dette var en, med spænding ventet, opfølger til deres gennembrud fra 2006 ved navnet How We Operate. En for mig totalt ukendt plade og en melding der fik mig til at overveje om jeg havde taget fejl af hvem disse Gomez var.
Første gennemlytning slog dog fast at det var samme Gomez, der for ti år siden udgav foromtalte Bring it On. A New Tide er en tilbagevenden til deres fortolkning af folk tilsat psykedelisk indieblues. Sangene er bygget op af lag på lag konstruktioner, der på en gang er legende lette og komplekse i udtrykket. Især er det en fornøjelse igen at høre rendestens trubaduren Ben Otterwell på “Little Pieces” og balladen “Lost track”. Det var især ham der gav Gomez berettigelse til sammenligning med Tom Waits i tidernes morgen.
Men trods stilsikkerheden er tilbage, letter A New Tide aldrig rigtigt og man ender op med at vende tilbage til Bring it On.
