College radio revisited
Fjerde album fra Portlands ’post-power-pop trio’ The Thermals lægger ikke meget nyt til deres udtryk. Men The Thermals har stadig fængende melodier, et unikt tekstunivers og punkens uimodståelige energi.
Tidsånden har ændret sig. Den 15. september sidste år indgav Lehman Brothers konkursbegæring, og den 4. november blev Barack Obama valgt til USA’s nye præsident. For mange er det lysere tider. For The Thermals er det tid at råbe til verden: ’Now we can see’.
Gruppens seneste album fra 2006 The Body, the Blood, the Machine var et konceptalbum, der greb Bush-æraens blanding af kollektiv frygt og kristen fundamentalisme ved struben. Det var en punket og charmerende omgang grunge med fin fornemmelse for omkvæd og melodilinier. Og et album der holdt energien oppe på adskillige års frustration over livet i Bush’s USA.
Nu er tidsånden en anden, og The Thermals er flyttet fra det legendariske grunge-label Sub Pop og til pladeselskabet Kill Rock Stars, der bl.a. har udgivet bysbørnene The Decemberists. Men selvom vi måske kan se bedre i tiden efter Bush, har The Thermals lykkeligvis ikke kastet aggressionen overbord.
Det fjerde album Now We Can See møder os dog med en lidt lysere tilgang og et knapt så mudret og grumset lydbillede. Inspirationen fra pionerer som The Pixies kan stadig høres, og dette er en skive, som vil køre i heavy rotation på college-radioerne. Men der er kommet lysere og måske lidt mere poppede farver på paletten.
Numre som “When I Died”, “We Were Sick” og ikke mindst titelnummeret viser The Thermals fra deres allerbedste side. Her er den gode melodi og de effektive guitarer skåret helt ud. Det er enkelt og effektfuldt. Men stilen holder ikke hele albummet igennem. Med en lyd og tilgang som The Thermals bliver melodierne afgørende, og de er ikke lige fængende på samtlige numre.
The Thermals har imidlertid ingredienserne til at vokse ud over en mere snæver indie-grænse. Lad os håbe, at de ikke bliver fanget af håb.
