My Dying Bride: For Lies I Sire

For Lies I sire er et imponerende, afvekslende, følsomt og mørkt album, der viser, at My Dying Bride efter ti albums stadig sidder solidt på doomtronen.

cover-mydyingbride-forliesisire-2009-300x300

Mestre i mørkets melankoli

My Dying Bride begår sig i metalgenren, doommetal, en langsom og tung, men ligeledes progressiv stilart, inden for metallen, og er et af de største navne inden for denne, hvilket man straks forstår når man lytter til albummets intro nummer, ”My Body, A Funeral”: Her starter Aaron Stainthorpes vokal med at stå næsten helt nøgen, så man tydeligt hører dens karakteristiske klang, der til tider hælder mod at lyde en smule falsk, men på den helt rigtige måde. Stemmen støttes kort efter op af fine violiner, og dernæst trommer, og musikken udvikler sig konstant resten af sangen, bl.a. med nogle tunge, velplaceret trommebreaks. Også nummeret ”Fall With Me”, som følger efter, er virkelig vellykket, og uden tvivl en spændende oplevelse at lytte til med sit mere brutale lydbillede, og et fængende guitarriff, der kører gennem sangen, men pludselig står tilbage for en mere følsom og afdæmpet stemning, hvor Aarons melankoli træder frem, i stemme såvel som lyrisk: ”Caress me/ undress me/ forget me/ as winter comes”. En sådan linje kan måske lyde banal, men når den bliver sunget sammen med den dystre og stærkt melankolske musik er resultatet utroligt smukt og stemningsfuldt, for hvis der er noget My Dying Bride kan, udover at være fantastisk teknisk dygtige musikere, så er det at skabe en stemning.

Udover de to foroven nævnte numre, er der også andre sange, som er en positiv, om end melankolsk eller brutal, oplevelse at lytte til, som ”Echoes From A Hollow Soul” med en guitarfigur, der er meget kendetegnende for bandet, i sammenspil med et klassisk klaver, eller ”Santuario Di Sangue”, som muligvis er den sang, hvor vokalen kommer mest til sin ret, især i omkvædet. Til gengæld er slutningen på ”Shadow Haunt” ikke vokalen gunstig, da den her nok skal lyde ond, men bare lyder hæs og underlig, men sådanne ’skønhedsfejl’ er kun at finde få steder på albummet, og kan derfor ikke trække meget ned i det imponerende, konstant afvekslende, følsomme og mørke lydunivers, der er at finde på For Lies I Sire. Det ser ikke ud til, My Dying Bride er nødt til at træde ned fra doomtronen foreløbigt, og det er vi nok mange, der sætter pris på.

Written By
More from BellBruun
07.07.13 – The Sword – Odeon, Roskilde Festival
Varmen og støvet dominerede søndag eftermiddag, og var et passende klima for...
Read More
0 replies on “My Dying Bride: For Lies I Sire”