Genert hindie-indie
Forestil dig en norsk bjælkehytte langt væk fra alt. Med ild i pejsen – og iøvrigt indrettet med højt til loftet og nøjagtigt som et indisk hindu-tempel. Og sæt så et svensk indiepop-band derind sammen med en samling traditionelle indiske instrumenter og en nodebog fra Kula Shaker. Så får du et nogenlunde indtryk af, hvor Forest & Crispian har trukket deres lyd hen siden debutalbummet for et par år siden.
Det udadvendte ydre fra gruppens første album er forsvundet, og i stedet er det genert og indadvendt det meste af vejen igennem bandets andet album. De indiske tilsætninger giver krydderi – men får også indtrykket til at rode lidt. Der er hele tiden en ny melodisk krinkelkrog om hjørnet, men sammenhængen mellem alle indfaldene er ikke altid lige logisk.
Det starter rimeligt på ”Benazir”, mens ”Bia” er min favorit på albummet. Her får vokalen tilpas meget plads i forgrunden til, at den hæver sig over multi-instrumenteringen og dens mange små melodispjæt i mange retninger. Den elektronisk lydende og overvejende instrumentale ”Mot Sverige Ur Tiden” er flot og stemningsfuld – og iøvrigt ikke elektronisk, men håndspillet med bongotrommer, blæsere, fløjter og alskens andet godt, mens ”Woods & Meadows” er en hygsommelig akustisk affære , der får mig til at tænke på norske Kings of Convenience.
Der er ingen tvivl om, at Forest & Crispian har bedrevet et aldeles interessant album. Målgruppen er imidlertid ualmindeligt smal, og omfanget af idéer og farvepalettens spraglethed gør Modest Sensation til en stor mundfuld at gøre sig fortrolig med. Derfor bliver det en lidt blandet helhedsoplevelse, hvor jeg sidder tilbage med oplevelsen af at have hørt en masse flotte elementer – som det bare er lidt af en gåde at få til at passe sammen.