Chineese Letterbox har efterhånden indspillet tre demoplader, og trods en del udskiftninger i bandet, så virker de ganske godt sammenspillede. Jarl Jakobsen og Tavs Enderleit styrer de bærende guitarer, mens Per Johnsen og Krzysztof Bartkowiak sammen med Dan Roi besætter pladserne ved bas, trommer og keyboards.
Der er blevet plads til fire numre på denne seneste demo-indspilning, og inspirationerne er uden undtagelser hentet i den amerikanske rockmusik – lidt Seattle, lidt generel 90’er, en snas Live og lidt fra den mere traditionelle del af scenen. Og Jakobsen og Enderleit, som står for sangskrivningen, evner da også at ramme tonen fra Amerika ganske godt.
Det åbner flot på ”New York”, som er en rolig og velafbalanceret rocksang, som fremstår klar og med en vis intimitet, hvor detaljerne får plads, og hvor Jarl Jakobsen har rum til at holde styr på sin vokal. De to følgende numre viser imidlertid Chineese Letterbox fra den mere udviklingskrævende side, for trods en melodilinje med potentiale i ”Delayed Payback” og en stærk energi i ”The Standstill”, så fungerer de ikke helt som de burde.
”Delayed Payback” byder på huggende guitarer og Seattle-vokal, så man ikke er i tvivl om inspirationerne, og så man frygter for Jarl Jakobsens blodtryk undervejs. Samme vokale anstrengelser sniger sig ind på ”The Standstill”, hvor tempoet stadig er heftigt, og hvor vokalen har aldeles vanskeligt ved at få plads og ro til at blive vedkommende.
Sammenholdt med en lettere uopfindsom melodi og et lidt for stillestående backingband, er det i den grad et nummer, der trænger til udvikling, hvis det skal holde sig på sætlisten. Intentionerne er fine, men tempoet tager overhånd, og selvom det garanteret er superfedt og energisk at spille nummeret, og selvom det absolut har potentiale til at være et stærkt live-kort, så tæsker det bare derudaf uden hoved, hale og struktur, når man sidder i lytte-lænestolen foran højttaleren. Der er brug for mere rum til detaljerne, når musikken kommer på tryk – også i energisk rockmusik.
Afslutteren ”I Should Have Known” holder samme flotte niveau som åbningsnummeret, men nu i en mere rocket retning. Også her synes vokalen en anelse for anstrengt, men sangen som helhed har en fornem struktur, og både komposition og arrangement vidner om, at her er arbejdet gjort færdigt, der er taget udgangspunkt i nummerets styrker, og det gør, at udviklingen af nummeret virker mere logisk og intuitiv end de to førnævnte.
Dermed er konklusionen, at når Chineese Letterbox tøjler hastighed og energi, så har de et åbenlyst potentiale. Når de tør lade lytteren komme tæt på, og ikke nødvendigvis skal brøle sig anstrengt og afskrækkende gennem numrene, så er der en åbenhed og tilgængelighed, som gør dem vedkommende. Hvis jeg skal være Chineese Letterbox-fan i fremtiden, så er det disse elementer, der skal finpudses – og så må front-energien hellere end gerne bibeholdes i rytme-sektionen, bare den ikke kvæler potentialet i melodier og vokal.
