Elektroniske mesterværker i samklang med ubeskrivelig smuk vokal
Klaus Schulze er en institution. Den i dag midaldrende tysker har produceret soloprojekter siden 1972, været medlem af de elektroniske pionerer i Tangerine Dream og Ash Ra Temple, har remixed andre bands og medvirket på utallige kooperationer.
Australske Lisa Gerrard er nærmest en myte. Hun besidder en vokal, der ikke er af denne verden. Siden hun var den ene part i duoen Dead Can Dance, har hun tryllebundet med sin krystalskarpe og glødende alt-stemme, der er et instrument i sig selv.
Fra koncertoptagelsen fra 2008, ”Dziekuje Bardzo”, tager Klaus Schulze tilbage til Warszawa, som han gæstede 25 år tidligere, for at præsentere noget af sit nye, eksklusive materiale. Med sig har han Lisa Gerrard, som han altid har drømt om at samarbejde med. Resultatet er en ubeskrivelig stemningsmættet og elegant koncert, udført af to mestre på hver deres instrument; vokal og synthesizer.
Første halvdel af selve koncerten er udført af Klaus Schulze, hvor han som en bebrillet videnskabsnørd roterer på en kontorstol bag sit bjerg af maskiner, mens lysshowet danser surrealistisk omkring hans dybt koncentrerede arbejde. Han betjener præindspillede dubs, samtidig med at hans fingre fremkalder den ene mere spacy lyd fra henholdsvis yndlingsinstrumentet, mini-moogen, og de mere kraftfulde synthesizere. Der er tydelige reminiscenser fra tiden omkring Tangerine Dream og Pink Floyd, men der er også en leg og en eksperimentering, der peger ud ad adskillige tangenter både frem og tilbage i tiden. Det eneste, der ikke er i Klaus Schulzes univers, er et moderne beat. Der er ingenting, der pumper musikken op i stumper og rytmer, og der er ikke fornemmelse af at lytte til afgrænsede numre. At lytte til Klaus Schulze er som at dykke ned i et ocean af lyde, farver og urolig velvære.
Anden halvdel af koncerten introducerer Lisa Gerrard, som med sin karakteristiske profil og sabelskarpe vokal tilføjer en ekstra dimension til Schulzes sansebombardement af lyde. Gerrard arbejder ikke med et funktionelt sprog, hun benytter sig mere af forhåndenværende midler til at udtrykke en stemning. Nogle gange synger hun på fransk, polsk, arabisk og nogle gange er det bare lyde, der slynger sig omkring Schulzes noder, som liflige ornamenter på et kæmpe persisk tæppe af lyd. Musikken stiger og falder i intensitet, og man tryllebindes af den moderne, kunstige lyd, som flettes ind i en mellemøstlig rudimentær sang, og som ender i en ubestemmelig harmoni af verdensmusik, udført af to musikalske giganter.
Der er brugt adskillige kameraer til at indfange den skrøbelige stemning på scenen, og man fornemmer fint den fortryllende atmosfære, der fylder det polske publikum. Lydsiden er helt i top med 5.1. Dolby Digital og DTS Sound, og der er ingen tvivl om, at man har produceret denne dvd med henblik på at gengive koncerten så optimalt som overhovedet muligt. Alt andet ville også være en synd.
Der er også brugt tid på at vise Klaus Schulze, i sin beskedne stil takke det fremmødte publikum og især takke Lisa Gerrard. ”She is my Godess”, som han siger. Og verden ville uden tvivl være et grimmere sted uden Gerrards stemme.
Sidste del af dvd’en indeholder en fremførelse af et stykke musik kun på mini-moogen og med Lisa Gerrard samt interview med primært Lisa Gerrard. Her fortæller hun beredvilligt om sit første møde med Klaus Schulze og om hvordan, de er forenede i en musisk æstetik og livssyn.
Denne del er for de mere nørdede omkring Schulze og Gerrard, men er man, som undertegnede, stor fan af Dead Can Dance og de andre musikalske projekter, Lisa Gerrard optræder i, er der et interessant og lavmælt portræt af en enestående sangerinde, der i sin modne alder kun låner sin stemme ud til projekter, der kan forenes med hendes livsindstilling og hendes æstetiske sans.
‘Dziekuje Bardzo’ betyder ‘Mange tak’ på polsk. Det er os der takker.
