Rancid er tilbage efter 6 års albumpause
Det har ikke været let for Rancid at leve op til det mesterlige album …And Out Come the Wolves, der udkom tilbage i 1995. Det har været tæt på at de har kunnet matche præstationen dog, og alle Rancids albums har været kendetegnet ved gennemgående højt niveau. Det nye album holder niveauet langt hen af vejen, men der er lidt for mange ligegyldige sange på albummet, og Let the Dominoes Fall er på den baggrund muligvis bandets dårligste til dato.
Let the Dominoes Fall er Rancids syvende studiealbum. Stilen er den sædvanlige reggaeinficerede punk som det californiske band er kendt for, hvor numrene sjældent varer længere end tre minutter. Vokaldelen er delt mellem Tim Armstrong, Lars Fredericksen og Matt Freeman, hvor sidstnævnte får mere tid bag mikrofonen end sædvanligt. Armstrong er stadig den klart bedste sanger, og han står da også for den primære vokal på de fleste af sangene. At de tre kan godt sammen viser de på ”I Ain’t Worried”, der hører til albummets bedste numre.
Let the Dominoes Fall er fyldt til randen med gode omkvæd og midtempo punk, ska og hvad Rancid ellers blander sammen. Efter et par gennemlytninger – begyndende allerede ved den første – sidder man alligevel med følelsen af, at albummet går lidt i tomgang og at flere af sangene er skrevet efter den samme skabelon, og derfor skiller sig for lidt ud fra hinanden. Var albummet skåret ned fra 19 til 12 sange, ville Let the Dominoes Fall til gengæld have været et rigtig godt album – omend noget kort.
Let the Dominoes Fall er mest for dem, der allerede kender og synes om Rancid. Der er ikke meget nyt under solen, men til gengæld er der en håndfuld rigtig gode numre.
