Lørdag
Der debatteres livligt både i pressen, men også blandt publikum om pladsproblemerne på årets festival. Det store publikumspres ved de store koncerter er med til at ødelægge den gode og hyggelige stemning, der gør Danmarks Smukkeste Festival helt unik.
Det er ganske vist, at festivalen ofte trækker mange mennesker hen til den samme koncert. Det sker især fordi, der er så få store internationale navne, og når de endelig spiller, så er der ofte ikke nogen bands i mellemklassen på de andre scener til at trække dele af publikum til. Al respekt for Cut’ N’ Move, men de har det svært mod Kylie Minogue.
Når det er sagt må jeg sige: så er det heller ikke værre! Ja, det er synd, at man ikke længere kan sidde mellem bøgetræerne på sit tæppe og nyde ost og rødvin, for det ville da være dejligt – men også en smule urealistisk på en festival klemt inde mellem sø, skov og campister. Med de prisstigninger, der har været på koncerter over de seneste år, er det ikke længere muligt at holde større arrangementer og stadig holde både prisen og deltagerantallet nede. I år kan man f.eks. se at Skanderborg har skruet ned for programmet for at lukke et hul i pengekassen, mens deltagerantallet er omtrent det samme. Hvis jeg kunne vælge, hvor der skulle spares, vil jeg hellere stå som sild i en tønde til store og spændende koncerter end at kunne holde picnic foran Frederik på Bøgescenen.
Men tilbage til den solbeskinnede festivalslørdag. For de morgenfriske er der intens trobadour-musik fra hver sit hjørne af Danmark. Frederikshavneren
Allan Olsen bliver efterfulgt af københavneren Jesper Dahl alias Jokeren, der begge får stående hyldest fra hver sin målgruppe. Derefter er det igen de lokale, der tager over. Veto er vanen tro iklædt sort fra top til tå, men har nok disponeret en smule forkert i påklædningen, for i den ubarmhjertige sol lider Troels Abrahamsen og kompagni sig igennem første halvdel af koncerten. Værst går det ud over trommeslageren, der flere gange taber tempoet. Helt galt går det under “You Are a Knife”, der næsten falder til halvt tempo. Heldigvis kommer der en stor sky og pludselig er Veto tilbage i den vante tightness. Koncertens bedste numre bliver “Cannibal” og trilogien “Crooks” – “Digits” – “Unite” – men her er det også helt oppe at ringe.
Skyerne samler sig sammen mens jeg bevæger mig ned til en lille smule Trolle // Siebenhaar på P3-scenen. Jeg når kun netop at sætte foden inden for teltet, før de første dråber falder over Skanderborg Festivalen i år. Pato og Ane Trolle hygger sig gevaldigt med deres band og beder om at få serveret mørk rom på scenen, som de dog ikke vil dele ud af, men skåler med publikum inden de sætter gang i hittet ”Sweet Dogs” der bliver leveret præcis som det skal: indfølt vokal og godt beat.
Tilbage på Bøgescenen er Carpark North i gang med at fejre deres 10-års fødselsdag sammen med den 20 år ældre festival. De formår at levere samtlige hits i kataloget og bliver selv meget betagede af, hvor fedt det er at stå her for 6. gang i træk. De spiller godt og giver de mange tilskuere alt, hvad man kan forvente af en fødselar, men Carpark Norths musik mangler bare den brod, som flere andre store danske rockbands besidder og med Nephews mesterstykke aftenen forinden i frisk erindring, har jeg svært ved at deltage med samme entusiasme som resten af publikum. Det bliver ikke mere end en i orden koncert.
Det viser sig, at Carpark North ikke er de eneste, der har fødselsdag. Hos Surfact har bassisten Niels fødselsdag og midt under et nummer dukker de to konferenciers Kanonkongen og Adam Duvå Hall op på scenen med en t-shirt fra vennerne nede foran scenen og vi får alle sammen lov at synge ”Idag er det Niels’ fødselsdag”. Jeg kendte ikke Surfacts musik inden koncerten, men de spiller en god omgang hård rock, der ikke er videre original, men gør sig godt med en fadøl i hånden.
Efterhånden er lørdagen ved at nå sit klimaks og jeg tager over til aftenens udenlandske hovednavn The Streets. Det første min sidemand siger til mig er: ”Hvor er det befriende at høre noget andet end dansk musik”. Og det har stået meget på dansk musik denne lørdag, så det er meget kærkomment at få besøg af hiphoppens proletariske svar på Bruce Springsteen. I aften giver han den som folkets mand og virker reelt lige så benovet over at stå på scenen, som en hvilken som helst af publikummerne. Sættet må undvære flere store hits – deriblandt ”When you wasn’t famous”, men det gør ikke noget. Han holder publikum fast med ligeværdig dialog, et formidabelt spillende liveband og sangmakker til at sætte til soulsang på de rappende omkvæd og ikke mindst hittepåsomme aktiviteter: Først skal vi fryse i bevægelsen som en fotomodel for derefter at gå amok i dans. Så vender vi ryggen til ham for at lytte til musikken og skal finde en person, vi ikke kender, at sige ”I love you” til. Til sidst formår han at få os alle til at sætte os ned samtidig (men det er blot for at vi skal gå amok i dans igen bagefter). Koncerten blev et homage til hans koncert på Roskilde 2008, der hos flere anmeldere er gået over i historien, som et af de bedste Roskilde-øjeblikke – men heller ikke mere. Bøgetræerne vokser ikke ind i himlen lørdag aften.
Det danske hovednavn Nik og Jay er som sædvanlig fuld af pomp og pragt og leverer varen i et forudsigeligt show, der dog må siges at være helt oppe på Las Vegas-niveau i form af kostumer, juhu-piger og blingbling. Efter koncerten kan jeg ikke klare mere musik og tøffer tilbage til campingpladsen med ønsket om en tømmerfri søndag.
