Arctic Monkeys i vellykket hamskifte
Der er blevet skruet gevaldigt ned for tempoet på Arctic Monkeys’ tredje album. Hvor ballader tidligere var undtagelsen er de reglen på Humbug, og det er kun ”Pretty Visitor”, der har noget af tidligere tiders energi. Om man kan lide skiftet er en smagssag, men det er på ingen måde givet, at man vil synes om Humbug bare fordi man kan lide Arctic Monkeys’ to tidligere udgivelser, Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not (2006) og Favourite Worst Nightmare (2007).
Om skiftet klæder bandet ved jeg ikke, men selv Arctic Monkeys bliver åbenbart ældre og får lyst til at lave andre ting. Og det de leverer på Humbug er bestemt ikke dårligt – og så er det forfriskende, at de ikke holder sig til den hitskabelon de ved giver succes.
Det handler dog stadig om catchy riffs og en tromme og bas, der står for en rytmesektion, der ligger langt fremme i billedet. Lyden er heldigvis blevet bedre end det var tilfældet på de to foregående albums. Guitaren skærer ikke igennem højtalerne som tidligere, og man bliver ikke træt i ørerne på samme måde af den meget kompakte lyd.
Blandt albummets bedste numre er ”Secret Door” og ”Cornerstone”, hvor Alex Turner giver den som crooner, i numre, der har noget tidløst over sig. Særligt ”Cornerstone” er flot fremført – og ikke mindst sunget – og teksten hører også til blandt Turners bedste. Netop de to sange er et tydeligt bevis på, at Arctic Monkeys har bevæget i retning af Turners sideprojekt The Last Shadow Puppets.
Rent musikalsk er Humbug nok bedre end forgængerne, men alligevel savner jeg noget af den tidligere energi og derfor bliver det ikke til mere end et syvtal. Flere steder står det simpelthen for stille.
