Bloody Beetroots: Romborama

Lyden er spændt til bristepunktet med bassynths som er så dybe og tunge, at de danner undertryk i ørerne, som kørte man for fuld speed i de schweiziske alper. Det er ikke ligefrem subtilt det her, men det er heller ikke hensigten. Nærmeste referencer må være Justice, Daft Punk og lignende kemiske brødre.

cover-bloodybeetroots-romborama-2009-300x300

Raveparty med drypvise nuancer

Bloody Beetroots er Sir Bob Cornelius Rifo, og han spiller på sin debut Romborama electronica direkte henvendt til dansegulvet. Romborama strækker sig over 20 numre og næsten 80 minutters spilletid og det er langt mere end albummet kan bære. Rammen er den for scenen så typiske model, med masser af gæstevokalister, suppleret med instrumentale stykker og det er i de vokalløse bidrag af Bloody Beetroots gør sig bedst og er mest interessante. Lyden er spændt til bristepunktet med bassynths som er så dybe og tunge, at de danner undertryk i ørerne, som kørte man for fuld speed i de schweiziske alper. Det er ikke ligefrem subtilt det her, men det er heller ikke hensigten. Nærmeste referencer må være Justice, Daft Punk og lignende kemiske brødre.

Rifo gør på coveret og på sit cv opmærksom på sin forkærlighed for sluthalvfjersernes punkscene, attitude og agenda, og albummet åbner da også med et nummer, som kombinerer Ravetechno og Big Beat med en råbende og agiteret vokalindpisker, ikke ulig det greb Prodigy benytter sig af. Men allerede i andet nummer bliver den sound skrinlagt og et uinteressant nummer med klavermønstre fra den klassiske musik overtager. Rifo har som barn spillet klassisk musik og forsøger helt malplaceret, at inkorporere det på Romborama. Den vekselvirkning fortsætter som pladen skrider frem og man møder to scenarier; enten kedes man med R´n´B soulede vokaler bl.a. leveret igennem autotuner, eller semigode hiphop wannabees, mens man andre gange får lyst til at hoppe rundt eller grundigt vippe med skosnuderne.

Først i 16. nummer sker der en kærkommen forandring med ”Make Me Blank”. Et tungt og mørkt nummer med en fremragende kvindevokal, som fraviger den aura af BPM der præger resten af albummet. Det giver et tiltrængt pusterum og en diversitet som er klædelig, men som desværre indtræffer alt for sent. Generelt savner man udvikling på pladen, små skred eller forskydninger, som skubber og flytter materialet og derved gør det vedkommende og spændende. Romborama virker noget bedaget og uaktuel til trods for, at den er leveret af en Dj, som tilhører No Looking Back generationen og som utvivlsomt lever livet i overhalingsbanen og når det som her bliver udført med en haltende kvalitetsfornemmelse, står jeg lidt af.

Giv mig i stedet et skud af Trentemøllers Clubtracks anytime, med hans fine fornemmelse for virkningen af mikrosmå bevægelser i helheden, som gør musikken spændende også i sofaen og ikke kun i nattelivet med glowsticks og udvidede pupiller.

Søger man et skud technoadrenalin til festen i hjemmet eller et boost til den daglige pendlerbilisme er der dog en udmærket håndfuld af slagsen på Romborama.

More from Thomas Steen Jensen
Kellermensch: Narcissus
Kellermensch lyder ikke som tidligere. Væk er den tonstunge bund. Væk er...
Read More
0 replies on “Bloody Beetroots: Romborama”