Skingert og heftigt udtryk
Walisiske Cate Le Bon er en sangerinde med et ganske særpræget udtryk. Hendes debutalbum Me Oh My udkommer på Super Furry Animal-ikonet Gruff Rhys’ nystartede selskab Irony Bored, og som pilotalbum fra dette selskab viser Cate Le Bon vejen, hvis formålet er at udsende ekstremt udtryksfulde indiealbums med et snævert og psykedelisk snit.
Cate Le Bon er vedkommende og ekstremt nærværende i alle sine sange. Når hun er det på den afdæmpede måde, er hun en stærk sangerinde med masser af dybde. Når hun er det på den skingre og vilde måde, så er det hidsigt og rodet – og ikke så struktureret, at man kan beskylde hende for at søge mainstream-vejen.
Hun indleder med et afdæmpet singer/songwriter-udtryk på titelnummeret, som siden infiltreres af et mærkværdigt men udtryksfuldt synth-tema, der skaber en psykedelisk metallisk kant på det fine nummer. Det er intimt og smukt på ”Sad Sad Feet”, mens det bliver en tand for viltert, rodet og temperamentsfuldt til min smag på ”Hollow Trees House Hounds” og ”It’s Not The End”.
”Terror Of The Man” kombinerer det intime og det viltre og står som albummets omdrejningspunkt med tætpakkede stemninger blandet med synth-støj og skinger guitar. ”Burn Until The End ” er en blanding af fingerspillet folk-guitar og grumme, grimme forvrængede guitarudladning, der mere er støj og skingerhed, end det er egentlig musik.
”Digging Song” er måske den lettest tilgængelig og mest nydelige sang med mundharpe og guitarer, mens der også er fin intimitet på afslutteren ”Out To Sea”. Og det er til enhver tid et temperamentsspørgsmål, om man foretrækker det hidsigt støjende, eller om man er mere til det fine og afdæmpede.
Cate Le Bon kan begge dele, men jeg savner struktur i støjen og finder en fin ro i de afdæmpede numre. Derfor ønsker jeg mere af det sidste – og kunne undvære det første. Under alle omstændigheder er det et spøjst splittet album, der rammer et par modstridende poler, og som derfor ender med en svært gennemskuelig sammenhæng.
