Metalmusikkens Mount Rushmore
Det tungeste af det tungeste. Doom/Stoner rock. Scott ”Wino” Weinrich fra Saint Vitus, The Obsessed, Spirit Caravan og The Hidden Hand. Scott Kelley fra Neurosis og Tribes of Neurot. Al Cisneros fra Sleep og Om. Dale Crover fra Melvins og Altamont. Med andre ord: Enhver fan af mørk stoner-doom-alternative-metal´s våde drøm!! Metalmusikkens Mount Rushmore. Fire levende legender som nærmest betragtes som larger than life skikkelser i en musikalsk joint venture. Altså en supergruppe af episke dimensioner hugget i granit.
Projektet hedder Shrinebuilder og de fire gutter har med deres eponymiske debut, lavet en plade, som er indspillet over tre dage og udsendt på Neurosis eget label Neurot. Kan det overhovedet gå galt?
Som altid med disse sammensmeltninger af, i manges øjne, genier, melder det latente spørgsmål sig hurtigt: Kan denne kollaboration fungere som et hele og ikke mindst, kan de tilsammen udgøre et band som er stærkere, end de individuelle egoer. Lyder det som om de respektive bands har valgt hver deres nummer, til at levere noget, der egentlig kunne være spyttet ud i eget navn, eller lykkedes fusionen og får de skabt et nyt og spændende udtryk i samarbejdet.
Svaret må være både ja og nej. Man kan høre alle fire bands i spil, men samtidig skaber de noget som tilsammen er større end de enkelte dele. Alle fire bandmedlemmer synger, men Wino og Kelley står for størstedelen af leadvokalerne.
”Solar Benediction” lægger ud med tunge stonerriffs præcis som forventet. Wino sætter ind med sin genkendelige vokal og lyder som vanligt som Ozzy Osbourne gjorde i sine velmagtsdage. Wino er vel stonerrockvokalens godfather par excellence og han skuffer bestemt ikke her. Nummeret kører tungt og med masser af massive guitarplanker, mens Wino suppleres af gutturale brøl fra Kelley. Pludselig, fem minutter inde i nummeret, skifter Shrinebuilder retning hen imod en mere post rocket lyd og det virker fantastisk med masser af underliggende feedback og guitarfigurer som pendler ind og ud imellem hinanden og bygger op mod et uundgåeligt klimaks, som returnerer til udgangspunktet og dermed på perfekt vis slutter ringen. En sublim start.
”Pyramid of The Moon” følger og her er vokalen varetaget af Kelley eller Cisneros i et reciterende mellemleje uden aggression, mens musikken har en laidback jam-agtig karakter helt i stil med det Cisneros bedriver i Om, men her med større spændvidde og ikke helt så dogmatisk eksekveret som i ovennævnte band. Der er masser af rum og instrumenterne leger med hinanden, soloer leveres momentant uden at skulle i frontlinien for at markere sig og det hele holdes fornemt sammen af General Crover´s tøndebasken. Fantastisk at høre et band, som ikke behøver overgå hinanden, men er klar over, at styrken ligger i det respektaftvingende samspil. Halvvejs igennem nummeret melder et nærmest gregoriansk munkekor sig på banen og det bliver stort og pastoralsk og man befinder sig i et gotisk kirkerum. Mens det står på ledes tankerne ledes hen på den lyd Sunn O))) leverede så overbevisende på deres Domkirke – Live in Bergen. ”Pyramid of The Moon” måtte gerne fortsætte i 20 min. for min skyld og er måske Shrinebuilders bedste nummer.
”Blind For All To See” overtager og igen er det Kelley/Cisneros, der synger i et mørkt mellemleje uden nogen form for forcering. Der hersker også her en fornemmelse af pompøsitet og uendelig tid og man ledes som lytter tilbage til hedengangne Kyuss´ milepæl af en plade Blues From The Red Sun. I hvert fald kunne man sagtens forestille sig, at Kyuss ville lyde sådan, hvis de eksisterede i 2009. Superfede riffs, søgende og ultra-nedstemte guitarer skudt afsted med tommetykke bredsider og vibrerende flader og trommer, som ligger præcis som de skal, ikke for dominerende, men bestemte når det kræves af dem.
”The Architect” slutter dette anmeldereksemplar, den version som fås i handlen indeholder fem tracks, og Wino er tilbage på vokal, med Kelley assisterende i mindre doser. Det er, i stonerrock øjemed, pladens mest traditionelle nummer, men ikke desto mindre et knaldgodt ét af slagsen. Alligevel er det Shinebuilders svageste kort, men det er jo heller ikke nemt, når man er oppe imod tre frygtindgydende gode esser.
Coveret illustrerer et slangebefængt landskab med farerne truende for hvert skridt, for hver trådt centimeter. Midt i dette rejser sig et halvfærdigt Babelstårn, tårnende mod himlen, mens bål og brand står i lys lue omkring det. Et scenarie som passer meget godt til den lyd, der møder en, når man er i selskab med denne udgivelse. Blandingen af det på en gang farlige, men også lokkende, sammen med den grandiose, enorme og indimellem nærmest pompøst pastorale lyd, som er på nippet til at lukke lyset ind, men som bliver holdt nede af en destruktivt kværnende tyngde, er essensen af Shrinebuilder.
Shrinebuilder har en halv times materiale og det er for lidt, simpelthen fordi man ønsker sig mere af dette projekt. Det steneramerikanerne præsenterer er ¾ sublimt og ¼ supergodt, så man ønsker sig død og pine mere, når de sidste toner fader ud.
Kan man leve med at blive afhængig af små 30 min. musik, som man er nødt til at sætte på repeat knappen, er Shrinebuilder et absolut must
