Når stilhed møder storm
Af og til sker det, når man mindst venter det. Når spillestedet er lille og intimt, og arrangementet dermed ikke er blevet blæst op som noget stort og pompøst. Når man ikke har det store kendskab til kunstneren, og dermed ikke har kørt nogle forventninger op og møder åben og uforudindtaget op til en koncert. En sådan oplevelse havde jeg denne søndag aften, da jeg var taget i Lille Vega for at opleve J. Tillman og hans akustiske og melankolske blanding af folk og americana. Joshua Tillman bliver alle steder, selv som solist, præsenteret som ”ham trommeslageren fra Fleet Foxes”, og det er jeg hermed også taget i at gøre. Det faktum vil jeg dog bruge til at understrege, at man ikke skal lægge for meget i det, inden man stifter bekendtskab med hans soloprojekt. Genren er en helt anden, og Tillman viste sig i Lille Vega i den grad at være i stand til at træde frem og i karakter på en scene med sin egen musik og med fire musikere bag sig.
Jeg havde nået et lille bekendtskab med Tillmans to seneste albumudgivelser, Vacilando Territory Blues (2008) og Year in the Kingdom (2009) inden aftenens koncert. Behagelig rolig melankoli, gode og alsidige arrangementer og først og fremmest heldigvis Tillmans bløde vokal er nøgleordene på begge album, og alt dette skulle i den grad også komme til sin ret i Lille Vega denne søndag. Og som om det ikke var nok, skulle Tillman og band vise sig at kunne folde sig ud i forhold til på cd.
På langt de fleste af numrene på den valgte setliste lagde Tillman meget roligt og melankolsk ud alene med sin akustiske guitar, mens de fire musikere først længere inde i numrene faldt ind med henholdsvis guitar, bas, trommer og en mere vellydende og uortodoks steel guitar, end jeg mindes at have mødt før. De fem musikere supplerede hinanden fremragende i løbet af aftenen, og man havde hele tiden en fornemmelse af, at der fra alle sider blev lagt stor følelse og kreativitet i musikernes supplement.
Hvad der som hovedregel startede som rolig og mørk country/americana voksede sig flere gange til storladent og vel nærmest støjende smuk folk-rock. Under disse meget velkomne udskejelser førte løjerne på scenen til kreativt brug af guitarer, bas og diverse former for slagtøj, som for mig var helt nye sider af Tillman og co. i forhold til mit kendskab til det musikalske univers på de førnævnte albums. Det betød, at der både blev plads til det intime, melankolske og mørke samtidigt med at det ofte mundende ud i noget mere storladent og løssluppent.
En god lyd i salen og et publikum der virkede komplet opslugt og betaget af Tillmans på én gang stille og stormfulde melankoli gjorde aftenen komplet. Ud over stor jubel mellem numrene, var der en god ro i salen, der vidnede om en stor musikalsk fordybelse, som vi alle havde til fælles, og som i sidste ende selvfølgelig også skal tilskrives Tillman og co. på scenen.
