Pragtfuld Bonfire stemning på svensk debut
Svenske Brothers of End debuterer med en, ved første lyt, beskeden sag af et album. Debut er måske så meget sagt, for trioen består af to medlemmer af Cardigans sammen med Mattias Areskog, som bl.a. spiller med Consequences og Marit Bergman. Selvom de er velbevandrede i musik, er det en ny konstellation de nu udgiver The End under. Skal man sammenligne dette udspil med Cardigans, er det Long Gone Before Daylight som ligger The End nærmest. Coveret er et foto taget fra de svenske skove med fuld blus på stjernehimlen, mens de tre gubbar, står i tilbagelænet og reflekterende position.
Det er en umiskendelig følelse af The Great Outdoors og en Bonfire stemning eller måske snarere en salig ild med varme gløder, der sniger sig indenfor i legemet, når man lytter til albummet. Trioen kalder det selv for slowdrive pop og det er ikke helt skævt. Der hersker god tid, anæmisk og luftig lyd fyldt med heliumslette vokaler. Det er nedtonet og underspillet og alt fremstår krystalklart.
Et par gange viger de dog fra dette, som på ”Why” der udføres med en nærmest kristen pastoral lyd, tilsat et Lost and Found omkvæd, eller ”Misbehaving” der lyder som Polyphonic Spree udsat for trio. På nær de to ovennævnte numre, gør Brothers of End sig i en distinkt og nøgtern sarthed som hos landsmændene i The White Birch eller engelske Kingsbury Manx. Instrumenteringen er fortrinsvis guitar, momentant tilsat twang, bas og trommer ofte spillet følt og sparsomt med whiskers. Pladen har ikke én ørehænger i sigte, måske med undtagelse af ”Believe”, men The End åbner sig ved gentagende lyt, præcis som en trist udseende musling der åbnes og afslører en ægte perle indeni.
The End gør med andre ord ikke umiddelbart meget væsen af sig, men giv dig tid og udgivelsen vokser på dig. Her er ikke noget der er bare tilnærmelsesvist ekstravagant. Tværtimod er less is more udgangspunktet og det er i de små detaljer, man som lytter først opdager ved insisteren, at Brothers of End har deres styrke.
”Big Bird” er et eksempel på et hamrende enkelt nummer, med en helt igennem simpel keyboardgang som sætter sig fast og ender med, at udgøre et ultra godt nummer.
Det tidligere nævnte nummer ”Believe” kunne ligge på et Cardigans album med sin intuitive og finessefyldte melodifornemmelse, men der mangler bestemt ingen Nina Persson på vokal, for mændene klarer det eksemplarisk med deres både en- og flerstemmige vokallækkerier. The End afsluttes lidt kuriøst med det instrumentale ”Scaldabagno”, der lyder som var det optaget i en lufthavn, med et komplet indifferent publikum. Nummeret vækker på besyndelig vis, mindelser om Japans sublime 80´er hyperballade ”Nightporter”, selvsagt uden Sylvians vokal og det som på papiret virker som en håbløs idé, fungerer faktisk ud over al forventning fortrinligt.
Brothers of End siger selv i pressematerialet, at de vil skabe musik spillet og tænkt med hjertet og som ikke skal være perfekt. Nu er de tre musikere så dygtige og garvede, at der ikke er nogen uprofessionelle bøffer i miles omkreds, men var det tilfældet, ville det ikke have gjort spor.
The End er en helt igennem dejlig plade, som vil gøre sig lige godt uanset årstid og humør, for den rammer helt ubesværet både glæde, tristesse, smil og tårer og den bliver simpelthen bedre og bedre for hver tur i afspilleren. Musik som lyder enkelt og ligetil, uden besvær eller store armbevægelser, er oftest det bedste, men samtidig det sværeste at lave – Brother of End kan præcis det og gør det eminemt på The End.
Kæmpe anbefaling herfra
