Smittende charme og britisk dybde
Et sted mellem Kaiser Chiefs og Ocean Colour Scene. Den moderne britiske rocksound kombineret med et psykedelisk twist fra førhen. Og med lidt tilsætning af truthorn og andre nuancer, træder den debuterende Derby-kvartet ind i omgivelserne med en umiddelbarhed og nærgående attitude, der er charmerende, livlig og intens.
I første ombæring virker albummet som en behagelig oplevelse med gode melodier, men uden at The Sons sætter sig de helt stærke spor. Men med tiden sniger bandet sig længere og længere ind på lytteren, og til sidst er det nærmest umuligt at slippe sangene og at undgå at blive påvirket af det charmerende og smittende udtryk, The Sons står for.
De sammenligner sig selv med tidlig R.E.M. Nuvel, sammenligningen forstås nogle steder, men den ligger ikke nødvendigvis lige for. Det hele åbner med den akustiske og følsomme ”Welcome Home Again”, mens det er ærkebritisk på den fede måde på ”Worry”, der er rastløs og energisk og med et inciterende blæser-tema, der gør arrangementet endnu mere pågående.
”Beside The Sea” er en fornem melodisk og afdæmpet ballade-ting, men stadig med den britiske kant, der giver lidt bid, og med en vokal, hvor Paul Herron på umiskendelig vis minder om Simon Fowler fra Ocean Colour Scene. Den sammenligning er ment positivt, og det samme er det, når jeg hævder at der på flere af de følgende numre er endnu flere tråde at trække mellem Ocean Colour Scene og The Sons.
På ”Trying So Hard” er melodiskrivningen meget tæt på noget, der kunne være bedrevet af OCS, og ”Prime of Life” har det psykedeliske retro-twist, som ofte også kendetegner Ocean Colour Scene. Alligevel er der en variation og en ny og friskere tilgang til materialet hos The Sons, der synes drevet af en evne til at spytte numrene ud uden at de virker tænkte, og det giver den massive charme og spilleglæde, som er ganske smittende hos briterne.
”Safe” har et fornemt hitpotentiale, mens ”Kids With Knives” er et næsten Kaiser Chiefs-agtigt nummer, der tekstmæssigt er relevant og indholdsrigt. ”Nightshade” er en amerikansk-lydende popsang, der leder tankerne hen på start-90’erne, og som er albummets skævert, om end det måske er her, at det største mainstream hitpotentiale er gemt. ”Real Life” er en indtrængende og smuk ballade, der stadig har det syrede og lettere psykedeliske udtryk, der giver et særpræg som gør The Sons til noget særligt og noget særligt britisk.
”Do What You Feel” har også det indsnigende melodiske snit, men er måske et af de mest glatte numre på albummet, og virker således en smule ligegyldigt. Men det er mest i kraft af albummet øvrige kvalitet, at dette virker middelmådigt, for i sig selv er det et fint stykke musik med godt potentiale. Men sammen med ”Geraldine And Me” fornemmer man en smule træthed mod slutningen af albummet, der lukker ned med ”Heroes”, der heller ikke trækker gennemsnittet op – men som igen er udtryk for et fint bundniveau i al sit rolige væsen.
The Sons bringer ikke så meget nyt ind i rockens verden. Men de bringer det mest grundlæggende, der nogle gange bliver glemt i bestræbelserne på at opfinde nyt. Nemlig umiddelbarheden, charmen og den smittende spilleglæde. De kombinerer med stærke traditioner og en fornem evne til at skrive gode sange med vedkommende tekster. Og uden glæden og umiddelbarheden ville musikken generelt blive for uvedkommende. Charmen og de gode melodier er svære at modstå, så manglen på nytænkning er på alle måder tilgivet.
