Suveræn debut fra talentfuld flok med fødderne solidt plantet i fortiden
Broken Side Of Time er opfølgeren til Alberta Cross’ selvproducerede Ep fra 2007 The Thief & The Heartbreaker. Kvintetten har rødder i Sverige, England og Amerika og lige så spraglet og kosmopolitisk et bandlineup de er født ud af, lige så mangefacetteret og allestedsinspirerede er Alberta Cross. Det gode er, at de gør det så sindssygt overbevisende og med så stor sikkerhed og bravour, at man tilgiver dem mangefold.
Petter Ericson Stakee blev som knægt, slæbt landevejene tynde med sin Singer/songwriter far og har fået et arsenal af melodier ind fra barns ben, om ikke med modermælken, så med farens dedikerede og rastløse sangsjæl.
Alberta Cross spiller med en misundelsesværdig selvfølgelighed, som var det at komponere og levere en god sang, lige så nemt som at stave til USA. Pladens ti numre er så gode, at det tangerer det rene blær at kunne levere så høj en standard allerede i første hug af en langspiller. Efter at have hørt pladen adskillige gange må jeg sande, at ikke bare bliver den ved med at være god, næh den bliver såmænd bedre og bedre for hvert lyt og hvis man med møje og besvær, forsøger at finde fodfejl, mangler eller bare små svagheder på Broken Side Of Time, kommer man gentagende gange til kort og må resignere med erkendelsen af, at dette debutalbum simpelthen må katalogiseres under betegnelsen: All killers – No fillers!
Broken Side Of Time har overordnet noget psykedelisk og syret over sin, på en gang tilbageskuende, men også dugfriske lyd og Alberta Cross har fat i nogle af de samme kvaliteter, som Darker My Love udviste på deres genistreg af et album 2, tidligere på året. En særdeles ublu tæft for fede melodier, emotionelt højtravende og flotte guitarsoloer, som både rammer hjertekulen og de to livgivende kugler syd for underlivet på fantastisk vis. Der er masser af liv, sjæl, saft og kraft i alt hvad gutterne rører ved og man skiftevis overrumples og fascineres over, hvor exceptionelt godt greb om tingene bandet har. De gode sange med direkte adgang til det center i hjernen, som skriger på genhør, leveres med en vokal, som befinder sig i det lyse leje, med masser af overskud og fin fraseringsfornemmelse. Komparativt ligger Peter Ericson Stakees vokal på linie med Neil Young, My Morning Jackets Jim James, Mars Voltas Cedric Bixler-Zavala, Band Of Horses’ Ben Bridwell og The Verves Richard Ashcroft.
Netop Neil Young og Crazy Horse, er den første tanke som melder sig, når Broken Side Of Time’s åbningsnummer ”Song 3Three Blues” basker ud af højtaleren. Et fantastisk og fuldfedt nummer, med en guitarsolo som ikke vil efterlade nogen, selv ikke den afskyelige snemand, uberørt. ”Song 3Three Blues” minder mig simpelthen om, hvorfor musik er så vigtigt i mit liv og hvad det kan gøre ved en.
”ATX” er allerede voldspillet i radioen og er med sin markante og dominerende vokal og massive og ret støjende lyd, kombineret med keyboardflader som taget ud af et 80’er hairmetal band fuld af puddelkrøller, et oplagt hit til den flygtige radio, med dens krav om hurtige kalorier. I dette tilfælde er kalorierne bare på ingen måde tomme, men i den grad nærende og livgivende.
”Taking Control” kunne være et uptempo Band of Horses nummer, med stærkt iørefaldende vers og omkvæd, mens en nærmest My Bloody Valentinesk shoegazeguitar ligger og sejler mudrende rundt i baggrunden, helt uden at dominere, men som dog tydeligt gør opmærksom på sig selv. ”Old Man Chicago” er måske det mest traditionelle og oldschool blues-countryrock indslag på pladen, med sine Faces møder Neil Young møder Black Crowes inspirationer. Har man smagen af tyveri på tungen eller andre indvendinger, tilgiver man bandet hurtigere end nummeret er til ende, på grund af de gennem-musikalske kvaliteter vidunderdrengene excellerer i.
Titelnummeret ”Broken Side Of Time” er ren retro, med sin lyd af fed 70’er psych rock. Tunge massive guitarer veksles med fine og lette akustiske af slagsen, mens en sydende bund af orgel fuldender det retrospektive og følelsesmæssigt syrede lydhav og Alberta Cross formår igen, at indgyde respekt og en fornemmelse af, at bandet ubesværet kan præstere den ene magiske bedrift efter den anden. Pas på med at lytte til denne episke perle i bilen, for man tager sig i at skråle med og slippe hænderne fra rattet fra tid til anden for at spille luftguitar, i stedet for at fokusere på sin kørsel.
Eftersom resten af pladen holder samme suveræne niveau, som de fem ovenfor beskrevne numre, vil det føre for vidt at fortsætte og man kan i og for sig selv afslutte anmeldelsen. Den skal bare som minimum indeholde mindst to superlativer for hvert nummer, for der er absolut hverken træthed eller træghed at spore, når det kommer til andel halvdel af pladen og man imponeres hele tiden af bandets træfsikkerhed, dets musikalske overskud og overblik, dets ubesværede tilgang til musikhistoriens fortidige guldminer og selvfølgelig den musiske kunnen Alberta Cross udviser.
Alberta Cross´ Broken Side Of Time er en af årets tidlige julegaver til musikfolket.
