CODY – interview

Vi er bare CODY

For mange unge nye talenter på den danske musikscene, handler det ofte naturligt nok om at blive større, bedre og mere succesrige så hurtigt som muligt. Drømmen er ofte høje salgstal, store koncerter og en voksende fanskare. At det ikke altid forholder sig sådan, var frontmanden for danske CODY, Kaspar Kaae, et levende bevis på, da diskant en eftermiddag mødte ham til en kop kaffe og en snak om pladedebut, turné og….musik.

I uformelle rammer møder jeg en solrig eftermiddag Kaspar Kaae hjemme i hans lejlighed. Den store cd-samling og instrumenter på vægge og borde vidner om musikerbaggrunden og et stort musikalsk engagement.
Vi starter samtalen med at snakke om begyndelsen til det der senere skulle blive kaldt CODY.

Kaspar: Det startede egentlig bare med, at jeg sad og spillede for mig selv hjemme på værelset. Senere blev det til et egentligt solo-projekt, og efterhånden kom der så flere til. Det sidste ca. halvandet år, har CODY bestået af den nuværende besætning på syv medlemmer.

Det har ikke skortet på omtale for CODY det sidste års tid. Det startede med en EP i 2008, som resulterede i kritikerros og et par opvarmningsjobs for Bonnie ”Prince” Billy og The National. Det er svært ikke at støde på ord som ”musikalsk kollektiv”, americana og country, når man læser omtaler om CODY. Hvad synes man egentlig som hovedpersonen selv om, at andre så konsekvent har travlt med at sætte et label på ens arbejde?

Kaspar: Det er nok ikke helt ved siden af at kalde os et musikalsk kollektiv. Vi er syv gode venner i CODY, og vi hænger ud både musikalsk og privat. Som band er vi lige så inspireret af Bob Dylan, som vi er det af Mogwai. Men vi er jo ikke nogle af dem – vi er bare CODY. Jeg vil hellere sige, at jeg bliver inspireret af en sindssygt god melodi. Jeg vil helst ikke sættes i bås af genrer eller andre kunstnere. Fremover bliver vi måske mere støjende, og der bliver måske mere højt til loftet. Det er meget vigtigt for os at bibeholde den personlige frihed.

At de skotske post-rockere Mogwai kommer op, er ikke den store overraskelse. CODY har opkaldt sig efter Mogwai-nummeret “Come on Die Young”. Helt så direkte og tydelig er den musikalske inspiration dog ikke. Debuten er afdæmpet og rolig, men ikke uden at skævhed og kant ikke også dukker op til overfladen flere steder på albummet. Kaspar sætter selv flere ord på det.

Kaspar: Vi har helt sikkert også en forkærlighed for støjrock, men det kommer meget mere til udtryk live end på plade. Det er også en genre, jeg har spillet meget før. Det er også live, at man tydeligt vil kunne høre, at man ikke kan sætte os i musikalske båse som country eller folk. Det er typisk genrer der fortæller via lyrik. Vi kan godt lide at fortælle via den instrumentale del – også det mere støjende og hårde. At fortælle med lyd og ikke kun lyrik. Energiudladninger via det auditive kan fremstille lige så store følelser som ord.

Kaspar selv har hentet inspiration uden for landets grænser – især i USA og Tyskland. Formålet har været at møde andre mennesker og at lytte til deres musik og spille sammen med dem. Han fortæller, hvad han konkret kan tage med sig fra sådanne rejser.

Kaspar: Jeg henter selvfølgelig inspiration til min sangskrivning, og den måde jeg laver musik på, men det er ikke sådan, at det har forandret vores lyd på Songs drastisk i forhold til tidligere. Derudover har jeg fået afkræftet, hvad mange generelt tænker om amerikanske sangere og sangskrivere: At det er i USA, de er virkelig gode til det og gør det på den rigtige måde. Sådan synes jeg ikke, at det er. Jeg synes, at vi herhjemme godt kan være stolte af den måde, vi komponerer musik på. I forhold til her, er der rigtig mange Bob Dylan-kloner i USA. Der er mange, der gør det godt, men der er også mange, der falder helt igennem.

Men rejserne betyder også noget for Kaspar rent personligt.

Kaspar: Det handler lige så meget om luftforandringen. Det giver mig tid og rum til oplevelser, møder med mennesker, sangskrivning og at spille noget guitar. Plads til at forbedre det hele. Og i sidste ende giver det mig også en stor tillid til mig selv.

Siden CODY udgav deres EP i 2008, er det gået utroligt stærkt frem til albumdebuten i år. Vi snakker videre om, hvordan det år har føltes for Kaspar og CODY.

Kaspar: Jeg synes, at vi har kæmpet for det, og gjort meget for at nå hertil. Vi er enige om, at vi ikke vil være en bølge-ting, men hellere en mindre niche-ting med et lille fast følge. Vi har ingen planer om at skrue op for rumklangen og gøre det hele overdrevet stort og følsomt. Jeg kan rigtig godt lide den ro og mørke, der kan være over musik, og i bund og grund er vores musik bare popsange med en rigtig god melodi. Det sidste år har egentlig ikke gjort vores liv vildere end tidligere. Vi har kendt hinanden i lang tid, så det sidste år har været en slags naturlig fortsættelse af det. Men den større bekræftelse og anerkendelse er da fed at få.

Snakken om det seneste års øgede aktiviteter for CODY, leder snakken videre til det at indspille plade og at turnere med et band med hele syv musikere.

Kaspar: Vi er som sagt gode venner i bandet, og når vi kender hinanden så godt, så ved vi også, hvordan vi skal sige ting til hinanden. På albummet er i alt 12 musikere ind over, og de ekstra fem er også vores venner, så her gælder det samme. Egentlig er vi alle nogle store musikalske egoer – men på den rigtig gode måde. Og så er det rigtig rart, når der kommer folk ind over, som sætter deres eget præg på vores numre. Vi er alle meget gode til at give musikken luft og plads og ikke pløre det til med vores egne egoer.

Kaspar fortæller slutteligt en smule om, hvad den nærmeste fremtid bringer for CODY.

Kaspar: Vi turnerer jo her i efteråret og også i starten af det nye år, og det bliver helt klar noget nyt for os at spille så mange koncerter i rap. Vi har spillet i Tyskland før, og der blev vi modtaget rigtig godt. De prøvede flere steder at booke os som trio, men det ville vi ikke. Nu skulle det være. Det kan så være, at nogle af os af og til må sove i bilen, mens andre får sengepladser. Men sådan skal det bare være denne gang.
På længere sigt har jeg ikke de der enorme visioner. Jeg vil bare gerne lave en masse plader. Jeg har ikke lyst til at lave det der hit, der bare brager igennem – tværtimod. Det synes jeg ville negligere alt andet, som jeg har lyst til at lave.

For en sanger og sangskriver, der har opnået den opmærksomhed og positive kritik det seneste års tid, er det en imponerede og behersket tilgang at have til den kommende tid med CODY. For tilhængere af dette musikalske kollektiv, og deres albumdebut Songs, må dette dog være godt nyt. Det tyder på, at der kan komme mere af samme skuffe – uden planer om stadionrock, klynkerock og hitlisteplaceringer.

Godt nyt for CODY-tilængere. Godt nyt for dansk musik.