Når ingenting bliver til alting
Britiske Placebo var for mig inden aftenens koncert i KB Hallen mest kendte for deres tidligste albums, deres legende og eksperimenterende udtryk samt deres unikke stil og lyd. Dermed stod jeg med en god portion forventninger op til min første live-oplevelse med Brian Molko, Stefan Olsdal og deres relativt nye trommeslager Steve Forrest.
Man må mildest talt sige at både Placebo og publikum lagde blødt ud i aften. Åbningen bestod af tre numre fra det seneste album Battle for the Sun, og her ville det være synd at sige, at briterne sprudlede på scenen. Det samme gjaldt den udsolgte KB Hallen. Ud over en lille gruppe tæt foran scenen, var der ingen bevægelse i den alt for oplyste sal, og de første numre vakte kedelige faste klapsalver. Hvor var nerven? Hvor var mørket? Hvor var energien? Trioen var på scenen suppleret af to musikere, som virkede lidt malplacerede i deres lidt passive og anonyme positioner i baggrunden. Rent musikalsk var Fiona Brice dog et kærkomment indslag med hendes indsats på keyboard og el-violin.
Der skulle gå 7-8 numre før publikumsfavoritten ”Every You and Every Me” satte lidt skub i det hele. Salen blev mørkere, armene kom i vejret i det meste af salen, og endelig fornemmede man energiudladninger og løssluppenhed på scenen. Den nyfundne energi blev nogenlunde fastholdt under anden del af koncerten, uden det på noget tidspunkt nåede kogepunktet. At en midaldrende mand gentagne gange bagest i salen leger crowd surfing med sine venner, og at 12 lightere kommer i vejret under ”Beacuse I Want You”, gav et meget godt billede af den lidt underlige matte stemning i hallen i aften.
Afslutningen på koncerten blev en overraskende positiv oplevelse. To gange blev Placebo hevet tilbage på scenen af et jublende publikum, og måske var dette mest af alt en desperat bøn om, at Placebo ikke forlod os med den lidt tamme præstation. Det blev til næsten en halv times ekstranumre, hvor især ”Special K” fik salen til at nå noget, der kunne minde om et kogepunkt. Der var smil, energi og langt mere bevægelse på scenen, og det smittede af på salen under ekstranumrene. Aftenens sidste nummer var en både syret og storladen version af ”Taste in Men”. Den sidste halve time viste Placebo, hvad de kan på en scene – og det var også her, de rent faktisk indfriede mine forventninger. Numre som ”Nancy Boy” og ”Pure Morning” blev der ikke plads til, og det var efter min mening en fejl.
At indfri forventninger i 30 ud af 120 minutter er bare ikke helt nok, når man hedder Placebo. Set som helhed, var de meget langsomme startere, men i et tungt samarbejde mellem band og publikum voksede stemning og kvalitet dog både på scenen og i salen nok til, at aftenens koncert efterlod mig med et positivt indtryk.
