Melankolsk slideshow af sjælens rejse gennem tyste landskaber
Det kan være svært at rubricere denne svenske sekstet med det prangende navn The Amazing, men jeg vil gøre et helhjertet forsøg: Et rutineret neofolk-orkester, med rødder i etablerede navne som Dungen, Granada og det snart debuterende Blända, der spiller under et navn, der leder tankerne hen på Hellacoptersrock. Ydermere er omslaget holdt i mælkehvidt med kun en antydning af bandets navn, der gør, at forsiden bare er en hvid klat, når man slår dem op på nettet. Om det udspringer af en bevidst strategi, er svært at vurdere, men det virker en smule ved siden af, så at sige.
Men måske passer den sidste beskrivelse meget godt til indholdet, for The Amazing er på mange måder en smule – og måske endda en hel del – ved siden af så meget andet. Sekstetten består således af to guitarer med vokal, bas, organist og to trommeslagere. Hvorfor der er to på læder, kan godt undre lidt, og det virker nærmest, som om der er tale om en nødvendig kreditering, mere end om to indarbejdede medlemmer af bandet. Nogle af numrene hedder ”Dragon”, ”Deportation Day” og ”Dead”. Men der er ikke meget ildsprudlende Drage over ”Dragon”, som mest er en skumringstung hymne til et melankolsk landskab, indre som ydre. ”Deportation Day” har et nærmest Santana-agtigt skær over sin fri rytmik og behagelige vokalspor, hvorimod ”Dead” stikker lidt ud med en tung, underspillet simpel akkord, der trækker minder fra Sophia og Dream Syndicates melankolske og mørke folkrock.
The Amazing trækker i det hele taget mange veksler på en amerikansk folkstemning, iblandet svenskernes egen fine fornemmelse for melodi, alt sammen leveret med et underspillet overskud, der vidner om stor rutine og en ægte følt tilgang til deres musik. Produktionen er helt i top, flot arrangeret af Magnus Josefsson, med en elegant balance mellem de enkelte instrumenter, lige fra den ydmyge bas over de akustiske guitarer til Magnus Vikströms understøttende tangentspil.
Skal man sige noget negativt om The Amazing, er det, at musikken står lidt i stampe i enkelte numre. Især ”Romanian”, ”Had to Keep Walking” og det afsluttende ”The Strangest Thing” er nærmest akustiske solopræstationer, hvor man savner fornemmelsen af bandet og fællesskabet. Det kan godt blive en tand for indadvendt. Men når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at The Amazing har skabt et dybt og inderligt musikalsk univers med deres nostalgiske folkrock, der sænker sig i sjælen med en vederkvægende ro omkring sig. Et stærkt debutalbum, der vil tiltale alle med hang til den melankolske, tyste stemning, der langsomt fylder sprækkerne i sindet ud med næringsrigt muld.
