En retrospektiv anmeldelse: Småsentimental bonderøvsrock
Det er mere end et halvt år siden, at Rasmus Johansen udgav sin første plade under kunstnernavnet Telestjernen. Med interesse for musik og opmærksomhed omkring musikscenen i Danmark er det nemt at se, at det ikke har været den succes, som den unge musikere havde håbet på – i hvert fald er det nok de færreste, der kender musikeren og hans sange. På den ene side er det lidt synd, for der er tale om et sentimentalt univers med underspillet humor og en hel del hjertevarme, på den anden side er Ungt Blod nok også et album, som hurtigt havner på hylden – langt væk fra anlægget.
Albummet opdeles på bedste LP-manér i to dele,”Ungt Blod (part 1)” og – surprise – “Ungt Blod (part 2)”, af albummets første og syvende track, to instrumentale stykker, der mest af alt får én til at se vilde vover og store vidder i en amerikansk ørken for sig.
Indholdsmæssigt virker det som om, at der en mening med opdelingen – første del indeholder en række skæve eksistenser i meget stramme musikalske opsætninger, tag fx “Winnie & Joe” (track 4), som er mit umiddelbare favoritnummer på Ungt Blod. To trainsurfere – en kærlighedshistorie – og det barske, underspillede omkvæd: “Det var et tog der kørte Joe Joe væk / Men nej nej Joe kommer aldrig tilbage”. Ud over den lille romance mellem Joe og Winnie, er der også historien om landsby-bøllen Johnny (track 2), hvis største (og eneste) sejr er at kunne “lave ballade, pisse på de andre og slippe væk”, samt oden til “Vogue Italy Girl” (track 3), som tror “hun er en blomst der skal kigges på / Accessories Femme Fatale”.
Anden del af albummet indeholder foruden den instrumentelle intro fire fine små sange, som er lidt mindre planlagte og vel nok derfor virker lidt mindre forcerede – og mere naturlige. Jeg drages af den fine lille duet med Maria Timm på “Kys Kys” (track 10), hvor det rå i det musikalske er kogt væk, fokus er på ordene og kærligheden – dog meget klichépræget, men det er de fleste kærligheds-sange vel egentlig. Maria Timms spinkle stemme er skøn – hvilket får Johansens vokal til at fremstå blot endnu mere upoleret og rå.
Musikalsk er universet råt og rock’n rollet – og falder godt i spænd med teksternes indhold. Men det halter alligevel – måske fordi Ungt Blod ender med at virke for letkøbt og ikke vedkommende. Hvad vil han os egentlig, den unge jyde? Efter adskillige gennemlytninger er jeg stadig i tvivl – og måske derfor ryger albummet tilbage på hylden.
