Erfaringer og traditioner klæder hinanden
Det er snart 50 år siden, at Maria D’Amato første gang optrådte på plade. God gammeldags vinylplade. I en alder af godt 16 år udgav hun et album med The Even Dozen Jug Band, og siden har hun – bedre kendt under navnet Maria Muldaur – haft en stor karriere indenfor den traditionelle amerikanske bluesmusik.
De seneste 35 år har Maria Muldaur mest af alt begået sig som solist i folk, blues og country-genrerne, hvor hun tog sit afsæt i legendariske Greenwich Village i New York som en del af den samme musikalske strømning, som også omfattede blandt andre Bob Dylan. Og selvom der stadig er tydelige elementer af blues og folkinspirationer at finde hos Maria Muldaur, så er der i ligeså høj grad jazzede inspirationer og ikke mindst en gennemgribende genoplivning af jug-musikken, der tog sit udspring helt tilbage omkring 1920.
Således vender Muldaur tilbage til samme grundlæggende afsæt i sit musikalske ståsted, som der hvor det hele startede i 1963, og ikke nok med, at de musikalske rammer er vendt tilbage, så har Muldaur også slået pjalterne sammen med John Sebastian og David Griesman, der også medvirkede i The Even Dozen Jug Band.
Når det svinger i stort orkestrerede numre som ”The Ghost Of The St. Louis Blues” og den varme og appetitlige ”Let It Simmer”, så bliver det ikke meget mere overbevisende og levende, uanset hvilke musikalske præferencer man måtte have. Her har man fornemmelsen af, at musikken lever sit eget liv, og at den ikke er menneskeskabt. Snarere er det på disse numre musikken, der skaber menneskene omkring den.
Helt så voldsom er tiltrækningskraften ikke på hele albummet, men der er kun ganske få svage punkter, og har man en lille hemmelig præference for gammeldags amerikanske musiktraditioner, så er Maria Muldaur stadig et yderst spændende bekendtskab.
