Nr. 23 – The National: Boxer

Boxer går fuldt fortjent sin sejrsgang verden over og hvor bandet tidligere med nød og næppe kunne fylde Loppen, er det pludselig Amager bio og Store Vega, ikke bare én, men to dage i træk, som må melde udsolgt.

cover-thenational-boxer-2007-300x300

00′ernes 30 bedste albums: #23

The National begyndte deres eventyr i Ohio, men grundlagde først for alvor fundamentet, for et af år 2000 mest populære americana bands, i New York. Efter en lidt sløj og famlende start med deres selvbetitlede debutalbum (2000), over en mere sortsynet, indimellem næsten postpunket og agiteret rock på Sad Songs For Dirty Lovers (2003), begyndte tingene så småt at falde på plads musikalsk med Ep´en Cherry Tree (2004), bl.a. indeholdende livefavoritten ”About Today og det basdrevne og åndeløst smukke titelnummer, men især Alligator fra 2005 med sine sublime ballader og sarkastiske midtempo rock, sunget med Matt Berningers fantastiske mørke røst og et band som tror mere og mere på sig selv. Den plades bidrag til den musikalske kanon, med nyklassikere som bl.a. ”The Geese Of Beverly Road”, ”Daughters Of The Soho Riots og ”Baby We´ll Be Fine” gjorde, at denne anmelder ikke troede på flere højdepunkter fra den kant.

Hvordan kommer man videre efter sådan en urørlig præstation. To år skulle gå, The National kiggede forbi de danske livescener regelmæssigt, men intet nyt dukkede op og man havde jo i og for sig også rigeligt i de allerede udgivne numre, som bare blev bedre og bedre live. Pludselig i 2007 lander så Boxer i de danske pladebutikker og allerede fra ”Fake Empire”s ultrafængende men sørgmodige klaverintro, ved man at her er noget stort i vente og som Boxer skrider frem må man sande, at amerikanerne har gjort det igen. Det er som om, at alt hvad amerikanerne tidligere har lavet, nu gøres med så meget selvtillid og nærvær, at de ikke bare formår at ramme yderkanten af den gængse musiklytter, men lige lukt i hjertekulen på alle!

Boxer går fuldt fortjent sin sejrsgang verden over og hvor bandet tidligere med nød og næppe kunne fylde Loppen, er det pludselig Amager bio og Store Vega, ikke bare én, men to dage i træk, som må melde udsolgt. Sjældent har et band ramt så bredt og samtidigt bevaret en integritet og en lyd, som ikke lugter af slet kalkule eller leflen for popularitet. Når The National med tilbageholdt elegance leverer ”Start A War” er det så hårene rejser sig på kroppen. De som oplevede bandet en eftermiddag på Roskilde Festival det år vil vide, at da ”Start A War” åbnede en af det års absolut bedste koncerter, var der tårer i øjenkrogene og ryggradsrislen supreme blandt stort set samtlige tilskuere – ingen forlod koncerten efter den åbning!

Når Boxer er fuldendt, er det fordi at The National på så fornem, ubesværet og helt uanstrengt vis, kan pendulere mellem de følte og afsindigt smukke ballader og de mere kradsbørstige rocknumre, som var det det mest naturlige i verden. Matt Berninger formår som få, på det ene tidspunkt at levere en skrøbelig og lidelsesfuldt introvert gravrøst i samme klub som Stuart Stapples, Kurt Wagner og en bittersød Leonard Cohen, i en slags mørk morbid soulrock, mens han helt problemfrit på andre tidspunkter, kan vrænge sine dæmoner ud, med spyttet fossende ud af mundvigene som en rabiesramt Nick Cave på de mere aggressive numre. Der er ikke de helt igennem syrligt vredladne excesser med rødsprængte øjne og agiteret hidsighed som ”Abel” og ”Mr. November” fra Alligator, men mainstream og afbalanceret er bestemt heller ikke et mærkat man kan klistre på Boxer. Ingen kan som Matt Berninger slynge linien ”Fuck me and make me a drink” ud samtidig med, at nummeret ellers indikerer fred og fordragelighed.

På ”Apartment Story” og ”Mistaken For Strangers”, viser Berninger og de nationale, at fascinationen af Joy Divison stadig er intakt, en inspiration som i øvrigt rækker helt tilbage til Sad Songs For Dirty Lovers‘ ”Available”, men ellers er Boxer præget af en mere afklaret og rund lyd end deres tidligere udspil. Det sagt uden at det er blevet for pænt og at kanterne er filet for meget til, for bandet er stadig musikalsk iltre og tekstuelt vrede og utilpassede. Besk lyrik som ”You wouldn’t want an angel watching over you?/ Surprise surprise, they wouldn’t want to watch” fylder stadig hos The National.

The Clogs’ Padme Newsome bidrager endvidere på fornem vis med strygerarrangementer og tilføjer Boxer et facet som leder tankerne hen imod Dirty Three og Arcade Fire.

Der er masser af godter, både musikalsk og litterært på Boxer, og er man en af de få, som endnu ikke er hoppet på eller bekendt med The Nationals udgivelser, er der ingen vej udenom. Sidder pengene løst, så smid endelig Alligator i kurven også, for er der retfærdighed til i denne verden, bør de to udgivelser stå på enhver liste over årtiets bedste – punktum!

More from Thomas Steen Jensen
Mike Wexler: Dispossession
Dispossession er Mike Wexlers andet album. Et album der over syv svævende...
Read More
0 replies on “Nr. 23 – The National: Boxer”