Gedigen svensk rock’n’roll krydret med postgrunge og balladefusere
Helsingborgske Von Benzo debuterer med et selvbetitlet album fyldt til bristepunktet med en gennemført fuldblods rock’n’roll, som svenskerne er så jävla bra på og har så stor ekspertise i, tilsat lidt postgrunge krydderier. Pladen er som hugget i granit med en tung og præcis produktion, hvor alt sidder som det skal. Guitaren er kradsbørstig og tung, men er ikke nedstemt mere end at den fremstår ren, resolut og melodiøs. Bassen er distortet og perfekt dominerende, uden at fylde utidigt. Der er et højt oktanindhold på størstedelen af de femten numre, som langt hen ad vejen holder et kvalitetsniveau et stykke over middel. Bandet har en udpræget fornemmelse og særdeles god næse for den gode melodi, de iørefaldende riffs og omkvæd og tunge og catchy hooks.
Forsanger og guitarist Jay sender de vokale ytringer afsted med det helt rigtige hæse og hammerbankende stemmebånd, som passer som fod i hose til bandets musik. Det er tung og beskidt rock som svinger sejt og frækt og med Von Benzo skal nationale åndsfæller som Hellacopters og norske Skambankt ikke dø forgæves.
Von Benzo rocker med en smittende spilleglæde, glimt i øjet, tungen lige i munden og med masser af promillefyldt saft og kraft, som taler direkte til den indre vildmand.
Pladen sparkes i gang med “And The Dead Said No” som forener tyk, klistret og bastant tungrock med vokale input helt i Kurt Cobains ånd og frenetiske vildskab. Herefter følger tre numre på linie, som sætter en tyk streg under hvor meget rock’n’roll fylder i Von Benzo’s verden, og man skal være lavet af sten for ikke at smide en knyttet næve i vejret, mens nakkevirvlerne heller ikke kan lades i fred.
På “Sad Dead Me” geares der for første gang ned og Von Benzo serverer her en ballade med grungelyd og vokal som har en særdeles sammenlignelig duft af Creed og selvom det ikke er et plusord i min bog, så fungerer nummeret med nød og næppe, men balancerer faretruende tæt på klicheernes knivsæg. Svenskerne falder dog gudskelov ikke helt i den sentimentale fælde i denne omgang.
På “I’m On My Way” kickstartes en harley, som går i resonans med en svinetung bas, som over tid suppleres af et Deep Purple orgel, mens det dermed gynger over i bundsolid og multisej bluesheavy af fedeste karat. Den følges op af den jævne rocker “I Don’t Give A Good God Damn”, som på trods af sejt trækkende guitarer med kuglerne på det rette sted, ikke føjer meget nyt til rockhistorien.
På “Bad Father, Bad Son” vælger Von Benzo en akustisk ballade og det slipper de mindre heldigt fra, og man surmuler lidt ærgerligt, og mens minderne af Nickelback presser sig irriterende tæt på, ønsker man for de svenske gubbar, at de ville holde sig fra balladerne – “Die Beautiful” er også en skidt postgrunge pseudosjæler med direkte adresse til Bush – og holde fokus på det de er bedst til, nemlig den uforfalskede rullende tunge rock’n’roll.
“Black Eyes On A Saturday Night” åbner som et Kyuss nummer i bedste stonerforstand, men bandet får drejet den over i en mere regelret hardrock og det er bestemt helt fint, men jeg kunne nu godt have ønsket, at de i stedet forfulgte startens stenede toner. Det tager dog kegler mod enden, hvor en fed guitarsolo alligevel får bragt nummeret op i særklasse og det ender som et af pladens helst store numre.
“Medicine” og “Jona Song” er rockbæster som skriger på at blive spillet live og særligt førstnævnte er som at høre hedengangne svenske Sator igen – R.I.P.
“MTV Killed Rock’N’Roll” er med sin boozede Tom Waits barstemning sat ind i en rock’n’roll ramme, herligt slingrende og tight på samme tid.
Von Benzo lukker pladen tungt og ondt med “Demolition Man”, som er et af pladens bedste numre, og man udviser høj kvalitet, hvis man smider sådan en fed seks minutter lang guldklump ned som afslutningssang på en 15 numre lang debut.
Roskilde Festival må gerne booke Von Benzo til en fredag sommernat, bare vi kunne blive fri for balladerne
