Hvis bare alle kopi-bands var som Hot Rats, så ville der være noget ved at gå i byen i den danske provins. Men nu er det debuterende britiske band Hot Rats heller ikke hvem som helst. Bag navnet er nemlig halvdelen af Supergrass – Gaz Coombes og Danny Goffey. Og de har så småt præsenteret, hvad de havde gang i, ved overraskende livekoncerter og festivaloptrædender. Nu er deres kopi-band klar med album-debut.
Ser man over tracklisten, støder man ikke på en lang liste af hits, men derimod på en lang liste af kunstnerisk interessante numre fra den mere flabede side af musikgenren. Velvet Underground, Kinks, Sex Pistols, Beastie Boys, Roxy Music, Elvis Costello, Pink Floyd og The Doors er blandt de bands, der har sørget for originalerne til Coombes og Goffeys kopier.
Og arbejdet med klassikerne falder overordnet heldigt ud, selvom der er svipsere undervejs. Arrangementerne er oftest energiske og med en vis punk-attitude, selvom det er holdt på et relativt sobert plan. Det er psykedelisk punk med en poleret overflade, og det er både sprællevende og tempofuldt.
De store højdepunkter findes på Pink Floyd-nummeret ”Bike”, The Cure-klassikeren ”Love Cats” og Sex Pistols-skæringen ”E.M.I.”. Sidstnævnte er den hidsige og smudsige. ”Love Cats” er ganske tro mod originalen, men dog med et tempomæssigt og kantet twist, mens ”Bike” får omgærdet sin fantastiske melodi med et forrygende arrangement og en fremførelse, der er ganske overbevisende. En skæv og psykedelisk indgang til den meget iørefaldende melodi, giver et flot slutresultat, selvom der måske går lidt for lang tid med unødvendige dut-dut-lyde mod slutningen.
På mellemregnings-sedlen står Velvet Undergrounds ”I Can’t Stand It”, som ikke rigtig bider fra sig. Kinks’ ”Big Sky” er tæt på med sin energi og moderniserede retro-fornemmelse, mens The Doors’ ”Crystal Ship” er nøjagtig så syret, skæv og skramlet, som Morrison ville have elsket det. Dog har den svært ved at stikke ud mellem Hot Rats i øvrigt skarpe og spidse lyd.
”Damaged Goods”, der oprindeligt var med Gang of Four, er fin med sin intensitet og hidsige akustiske guitarer, mens Roxy Musics ”Love Is The Drug” behandles med lidt for stor intimitet til, at det garage-psykedeliske udtryk fungerer. Det bliver mere mærkeligt end godt. Det samme gælder Bowies ”Queen Bitch”, hvor der tæskes igennem på trommerne, men tilsættes spøjst syntetisk stryger-synth, der ødelægger arrangementet.
Beastie Boys ”Fight For Your Right To Party” skulle måske have haft noget af bandets punk-energi, for Hot Rats har valgt at indspille den i en psykedelica-udgave, og det tager brodden af meningen med nummeret. Costello-nummeret ”Pump It Up” træder ikke rigtig i karakter, og det samme gælder ”Up The Junction”, der er den afsluttende ballade, som dog ikke kommer lytteren nært nok.
Hot Rats skal nok skabe glæde, stemning og fest på livescenerne. Men som album kræves der væsentligt højere niveau, når man som kopiband tager så store kunstnere og enkeltnumre op, som det er tilfældet på dette album. På enkelte af numrene lykkes bandet til fulde, men der er flere middelmådigheder end perler, og derfor er anbefalingen at tage med til fest, når Hot Rats spiller live – men vælg originalerne, når der skal lyttes til plader.