00′ernes 30 bedste albums: #1
Svenske Opeth er så langt fra mainstream, som man stort set kan komme. Fra starten af karrieren har Opeths trademark været blandingen af brutale energiske riffs og melodiske svævende stykker.
På debuten Orchid (1995) satte Opeth standarden. Bandet gik bestemt ikke efter radio-airplay, da alle numre (vi ser bort fra et par mellemspil) var 10 minutter eller derover. Musikkens hårde elementer var stærkt inspireret af Black Metal, og Mikael Åkerfeldts vokal var mere skrigende end brølende. I løbet af bandets fem første albums blev lyden drejet væk fra black metal og mere over mod death metal – nu med et endnu mere progressivt twist.
Efter Blackwater Park (2001) fik Mikael Åkerfeldt den formidable idé, at indspille to albums på en gang: Et brutalt (Deliverance) og et afdæmpet (Damnation). Senere skulle Åkerfeldt dog fortryde denne beslutning, da det var alt får hårdt, og i interviews har han efterfølgende givet udtryk for, at det bestemt ikke er noget han har i sinde at gøre igen.
Som på Blackwater Park, satte Porcupine Trees Steven Wilson sig i 2003 atter i producer-stolen, og hans sans for detaljen og den gode melodi var tydelig at høre på det endelige produkt.
Mens Deliverance mere ligger i tråd med Blackwater Park, var Damnation meget anderledes. Alle forvrængede guitarer var barberet væk. De buldrende trommer var fuldstændigt droppet, mens Mikael Åkerfeldts brølende vokal var helt fraværende. Tilbage stod et afdæmpet og udelukkende melodisk lydbillede.
”Windowpane” åbner ballet og sætter retningen for resten af Damnation. Mikael Åkerfeldts stemme er sprød som aldrig før, og guitarerne og bassen komplimenterer hinanden i de forskellige stykker. Det giver plads til mellemspil, hvor keyboards og lead-guitarer overtager.
”In My Tme Of Need” derimod sætter tempoet en smule ned, og Åkerfeldts rytmiske vers får en nærmest insisterende karakter. Omkvædet er storladent og voluminøst på grund af det insisterende keyboard. Et andet dvælende nummer er smukke ”Hope Leaves”, der muligvis er Damnations højdepunkt. Her går sangskrivningen op i en højere enhed, og Åkerfeldts vokal bevæger sig helt ubesværet rundt i tone-spektret.
Er man vant til Opeths progressive tilgang til musikken, er der ikke de store udsving i sangskrivningen på Damnation. Men på grund af den afdæmpede stemning, ville de store udskejelser også virke totalt malplaceret. F.eks. gør variationer i stemmeføringen, anderledes guitarsoloer og små ændringer i brugen af keybordet, at der inden for rammerne er rigeligt med variation. F.eks. ender et nøgent guitar-riff i ”Death Whispered A Lullaby” i en psykedelisk guitar-støj-solo (nej, vi taler ikke Sonic Youth støjmur her!).
Instrumentalnummeret ”Ending Credits” er pladens mest opløftende skæring, og med sit livlige guitar-tema, der gentages om og om igen, ville den være en perfekt slutning på en ellers gennem-melankolsk plade. Men Damnation afsluttes dog med nedtonede ”Weakness”, der er drevet af et orgel tilsat lidt guitar-fills. Her ligger Åkerfeldts vokal tilbage i lydbilledet, hvilket gør den særdeles skrøbelig.
Selvom Damnation er enestående, er det svært at forestille sig flere plader fra Opeth under samme tema, og jeg tror da også det ville være at male sig op i et hjørne for bandet at udgive Damnation II. Med deres blanding af melodi og metal har de stadig et stort udviklings-potentiale, hvilket nok ikke ville være tilfældet med stilen fra denne plade.
Med Damnation ramte Opeth bredt, da pladen udover bandets egne fans også pludselig fik opmærksomhed uden for metal-genren. Og mens alle Opeths albums står som milepæle for undertegnede, stikker Damnation ud som en særdeles vellykket bastard.