Aakjær imponerer med stærk kant og udtryk
Den danske sangerinde Annika Aakjær slog pænt igennem med sit debutalbum Lille Filantrop. Nu er hun klar med opfølgeren, der trods debutens mange styrker, overgår niveauet med flere længder. Missionær er et stærkt, modent og slagkraftigt popalbum med masser af kant, nerve og personlighed.
Dansk popmusik er tit præget af at søge mellemvejene, hvor ingen bliver skræmt. Men Annika Aakjær formår at holde fast i et kommercielt udtryk, samtidig med at hun leverer et fornemt kunstnerisk niveau, der indeholder masser af personlighed i de stærke sange, glimrende tekster og den lidt skæve, skramlede og tilbagelænede produktion. Det er en sammensætning, som jeg næppe mindes at huske at have hørt fra en dansk kunstner, og det er med til at sende Annika Aakjær et stort skridt opad på den danske musikhimmel.
De rendyrkede popsange er tilstede. ”De fik dig aldrig” har et blødt og direkte udtryk, men det udfordres af et enormt nærvær, og af hidsige trommebidder i omkvædet. Bag vokalen og historiefortællingen er bandet stærkt spillende på en løs og tilbagelænet måde, hvor den lemfældige omgang med at ramme beatet præcist, er med til at give ekstra kant og nerve.
”For tiden” er en fin viseagtig sang, mens titelnummeret rammer et højt tekstmæssigt niveau, uden at nummeret er blandt albummets bedste som helhed. ”Pænhed er kommet til byen” er en 60’er-pop-inspireret sag, der tekstmæssigt går i sulet på danskheden på godt og ondt, mens ”Maria Magdalene” er den bedste af de mere rene popskæringer med sit stærke omkvæd og fine udtryk.
”Dagens tekst” har også den lidt lettere tilgængelighed, men her viser Aakjær en vokalmæssig hæshed, der sammen med de let vrængende fraseringer sætter et stærkt præg. ”Den maskerede hævner” havner i samme kategori, men er ikke på helt det samme niveau, selvom vokalens overstyrede rå kant løfter udtrykket.
Hvor Annika Aakjær udfordrer mest, er hun også stærkest. Og det er, når udtrykket og produktionen blive en kende mere skramlet. ”Det bedste for mig selv”, der handler om en kvinde, der kaster sig ud foran et tog, er blandt albummets helt store sange, og den har en sjælden kvalitet for dansksproget pops mere kantede side. ”Ingen slipper” ligger helt skævt på beatet, og det giver igen det forrygende udtryk og nærvær, mens nummeret har en stor variation i lydbilledet fra den tyste story-telling til det store melodiske omkvæd.
“2000 år” er en mystificeret popsang, der nærmest kan betegnes som psykedelisk pop med sit fængende omkvæd og en produktion, der har højt til loftet og masser af stemning.
Den pæne overflade med primært klaver og akustisk guitar er svær at få øje på på Aakjærs andet album. Til gengæld er der føjet store mængder personlighed, modenhed og kant til, og det klæder den rødhårede sangerinde, der overbeviser på Missionær. Og det gælder både tekster, musik, produktion, vokal og samlet udtryk, der løfter sangerinden fra talent til etableret.
