Træerne vokser delvist ind i himlen for germansk wunderkind
Tyske Get Well Soon har udsendt et ekstremt ambitiøst og litterært album med Vexations. Her skydes med referencer til højre og venstre, med Homer, Sartre og Seneca som de mest alment kendte. Netop Seneca er vigtig, da han er stoiker og den spirituelle gudfader og inspiration for det konceptuelle tema på Vexations.
Jeg vil dog helt og holdent lade andre litteratur- og filosofikyndige tage vare på den side af sagen og i øvrigt tillade mig, at sætte lyrikken på standby og bruge denne anmeldelse til en beskrivelse af musikken.
Vexations holder et højt og gennemarbejdet musikalsk niveau, med et skævt og charmerende univers som, når det ikke bliver for højpandet og selvhøjtideligt, er fortrinligt, ja indimellem fortryllende at lytte til. Bedst er Get Well Soon i de mere muskuløse og mangefacetterede rocknumre, hvorimod bandet kommer lidt til kort i de stille og introvert intellektuelle sange.
Konstantin Gropper er omdrejningspunktet, primus motoren og skaberen af Get Well Soon og på trods af sit tyske ophav, er der en umiskendelig britisk traditionalisme og lyd over foretagendet. Her namedroppes i flæng: Divine Comedy, Auteurs/Luke Haines, Tindersticks, Patrick Wolf, men også amerikanske Scott Walker, Beirut og Sufjan Stevens spøger hos Gropper.
Gropper synger flot og som oftest med en tilbageholdt elegance, men kan sagtens gå højt, med både swung og fylde, når sangene kalder på det. Gropper er multiinstrumentalist og behersker og spiller det meste selv, men har (selvfølgelig) fuldt band med når han optræder live, ikke mindst en betragtelig blæser- og strygersektion som er overalt og dominerer en stor del af Vexations.
Albummet er langt og vidtfavnende, detaljerigt og fuld af finesser og måske en kende for meget samlet set. Lidt mådehold ville have gjort underværker på et ellers meget flot album. På trods af at det indeholder rigtig mange gode numre, kunne Gropper med fordel have skåret en fjerdedel fra Vexations og fået en strammere og endnu bedre plade, end tilfældet er nu. Når det er sagt, er der masser af både guld og ædelstene, at finde på udspillet.
”Nausea” åbner med fuglekvidder og oplæsning af en aristokratisk kvinderøst med stiff upper lip som starter en fortælling om en kvinde, der går i skoven efter brænde, for pludselig at falde over en underligt formet rod, og så kan Groppers fortællinger ellers komme i gang. En forfærdelig sukkersød og romantisk åbning, som giver nervøse trækninger, for hvis det er sådanne mere end 60 min. man skal sidde igennem, ved man ikke om man skal grine eller græde. Heldigvis er det ikke tilfældet og man ånder lettet op da ”Seneca’s Silence” med sine uimodståeligt charmerende og supermelodiøse vers og omkvæd er en af de ovenfor nævnte ædle af slagsen. Smukke kor og synthflader duellerer med Tortoise-lignende xylofoner og en nyklassiker kunne være født.
”We Are Free” med sine naive, glade og dadaistiske korstrofer indeholdende dam dam dam udråb og fullblown mørklødede blæserangreb i et stort og særdeles gennemarbejdet lydbillede er ganske enkelt genialt og indimellem måbende spøjst.
”5 Steps _ 7 Swords” starter med storladne blæsere, mens en prædikant udgyder sentenser som en anden Martin Luther King. Han forlader scenen og ind træder Gropper med en særdeles karismatisk, fascinerende men sært lad vokal, som ejede han verden. I breaket håndklappes der som var man til et vælgermøde med Arcade Fire som gæstemusikere i sydstaterne, hvorpå de pompøse og smukke blæsere overtager på ny, sammen med fede og saftige orgeltoner, mens et fantastisk omkvæd som Gropper deler med hvad der lyder som en hær af kvinder og mænd, indtil finalen lige løfter det hele en ekstra gang – uovertruffent.
”Werner Herzog Gets Shot” har mere at byde på end sin dead pan humoristiske titel og den lyder lidt hen ad Kashmirs suveræne ”Ether”, tilsat overjordiske kvindekor og trommer som synes lukket inde i et separat rum, som vacumeres og dermed gøres mindre og mindre, således at trommelyden kvæles på klaustrofobisk vis. Alt dette lader sig gøre, uden at denne perle af et gedigent rocknummer destrueres, men tværtimod på besynderlig og underfundig måde løftes.
”Aureate” lugter af Radiohead anno tvillingepladerne Kid A/Amnesiac, både hvad angår Groppers vokal og de mangefacetterede og spændende lydsammensætninger, som helt uanstrengt blander bastante trommer med sarte strygere og aristokratisk klaver og man undres over, hvordan pokker Get Well Soon formår, at lave et krystalklart og sikkert popnummer med hitpotentiale med så umulige og genremæssige sammenstød, uden at det tipper over og bliver irriterende at høre på.
”We Are Ghosts” lyder som en sømandshymne med uendeligt højt til loftet. Som steg sømændene fra sønderskudte skibe op fra havet af Kong Neptuns kolde favntag, for at samles i et kor med mandskabet fra den flyvende hollænder og i fælleskab gjalde mod himlen. Pompøst og højtravende, men også befriende skævt og finurligt og, bilder jeg mig selv ind, med et vældigt glimt i øjet.
”Angry Young Man” er god, smittende og galopperende indiepop, med en herlig fremdrift i bas og guitar og en tilbagelænet og cool patosvokal – nok albummets mest ligefremme nummer. ”A Burial At Sea” er mørk og morbid som Nick Cave, med en instrumentering som kom Calexico på besøg med mirambatævende signoritas på slæb.
Der hvor Get Well Soon kommer ud hvor de ikke helt kan bunde og bliver lidt kedsommelige at lytte til, er på ”Red Nose Day”, ”A Voice In The Louvre”, ”That Love” og ”We Are The Roman Empire”. De numre er for stillestående, introverte, selvsmagende og melodramatisk hule. Særligt med sin savspillen på ”Red Nose Day” lyder Gropper og co. som en samling Tindersticks wannabees helt uden samme format, karisma, nerve og vokale klasse og det er synd for Get Well Soon kan så meget på egne vegne.
Skær de fire ovenstående numre og det overflødige intermezzo ”We Are Still…” fra og Get Well Soon står med et pragtværk af en plade, som er skæv, skør, smuk, visionær, dygtigt udført og melodisk overrumplende.
Den tyske wunderkind spiller på loppen den 23. marts, hvis man vil stryges både med og mod hårene.
