Bomb the Bass er gammel i gårde efterhånden. De fleste vil være bekendt med et eller flere af de hits, de har stået bag igennem årene, ofte uden at vide at der var tale om Bomb the Bass. Manden bag, Tim Simenon, der begyndte sit arbejdsliv som DJ i Londonske klubber og som stik-i-rend-dreng hos legendariske Mute Records, er en evig teenager, der konstant søger at ramme tonen i klubberne. Efterhånden er han blevet en bedaget herre – han er 42 – men det kan ikke høres på Back to the Light, så der er intet nyt under solen på dén konto.
Efter en periode med ro omkring Bomb the Bass, hvor Tim Simenon har plejet sin producerkarriere, er der for nyligt kommet nyt liv i bandet med flere nylige udgivelser. På det nye album, har man betjent sig af den ikke længere særligt originale approach med at invitere forskellige vokalister til at bidrage med tekster og sang til allerede halvfærdige instrumentale spor.
Back to the Light er et langt, vellydende epos med en ens, konceptuel lyd der gennemstrømmer hele albummet. Stilen er et minimalistisk mix af electronica, house og dance med hæderlige vokaler og en masse fede lyde. De forskellige vokalindslag, samt en gæsteoptræden på pladens sidste nummer “Milakia” af Depeche Modes Martin Gore, giver en tiltrængt afveksling i pladsens flow. Udtrykt lidt mindre diplomatisk har pladen en meget ensartet lyd, der understreger at Tim Simenon er bedst når han som producer fungerer som udfordrer overfor andre musikere. De gode melodier, der ville have gjort Back to the Light til en god plade, mangler simpelthen.
Back to the Light vil være svær at tidsbestemme til 2010. Og det er muligvis meningen at den skal bringe reminiscenser af 80’erne og 90’erne. Desværre er markedet – for det fremgår alt for tydeligt af pladen at den er et produkt, der er rettet mod et marked – for den slags overmættet, hvorfor Bomb the Bass’ nye udspil, nok ikke vil stå særligt klart i erindringen når vi til jul kigger tilbage over årets pladeudgivelser.
