Seattle-revival fra erfaren dansk debut-duo
Tiden skrues godt og vel 15 år tilbage, når The Freudian Slip smides på cd-afspilleren. En sammensmeltning af de gamle Seattleplader fra grunge-tiden. En sammensmeltning af Stone Temple Pilots og Soundgarden. Det er de tanker, der popper frem i størstedelen af den tid, det tager at gennemspille Positive/Negative, som er debutalbummets titel fra dette danske to-mands-band bestående af Noah Rosanes og Mikkel Benn.
Begge er aldeles erfarne musikere, som nu træder frem i en noget anderledes sammenhæng, end jeg umiddelbart havde forventet. Og det er ikke ubetinget en succes, selvom der er fine momenter undervejs. ”!!!” er skramlet, heftig, energisk og rastløs med sit skrige-omkvæd. ”I Don’t Care Anymore” har lidt stærkere melodi, men samme overflade med energi og aggresivitet og med den korte gentagne maskinagtige riff-bund, der stort set driver afsted fra albummets start til slut sammen med voldsomt fremtrædende og muskuløse trommer.
På ”Understand” er situationen den samme, men her frygter man af og til for trommeskindenes ve og vel, mens det ensformige og ensartede billede fortsætter og forstærkes på ”Broken Phone”, ”Stuck In A Moment”, ”Sirens” og ”Why Can’t I Follow You”.
”It’s All In My Head” har ligeledes 90’er-rocklyden fra Seattle, men dette nummer skiller sig ud ved at være mere afdæmpet i tempoet, og ved at have en cool eksplosivitet mod slutningen af nummeret, der først mod slutningen får samme Stone Temple-præg som de øvrige numre. Og så er der ”1-2-3”, der er albummets bastard, outsider, hit – og mest vellykkede nummer.
Og noget siger mig, at noget er galt, når jeg – som det ofte er tilfældet – hører et band, der er stærkest og virker mest afbalancerede på albummets mest skæve nummer. Det giver mig en fornemmelse af en forkert satsning på noget, man gerne vil have hjertet med i, men reelt ikke har. Ikke en beskyldning mod The Freudian Slip – blot en fornemmelse, de giver mig, når de trækker mere nærvær og større intimitet frem på ”1-2-3”, der med sin stærke melodi og catchy præg sætter sig direkte ind, hvor man ikke slipper et stærkt stykke musik foreløbigt.
Det bliver overordnet for ensformigt, selvom evnerne og kvaliteten klart er tilstede. Kun sjældent får jeg dog lyst til at skrue den rigtige vej på volumen-knappen, og kun et par gange undervejs kribler det i fingrene for at lytte til samme nummer en enkelt mere. Det er ikke helt nok til at overbevise mig – selvom The Freudian Slip heller ikke må undervurderes som uinteressante, for der er potentiale at komme efter. Af og til.
