Kitschet Karate-metal
Er der nogen der kender andre japanske sange end Kuy Sakamotos “Sukiyaki” fra 1961? Nej vel? Marty Friedman kan sikkert nævne et par eller to, for efter han i 2000 forlod Megadeth, har han skabt sig en ganske lukrativ karriere som musiker og vært i sit eget tv-show (Rock Fujiymata) i Japan. Tilsyneladende nyder han her en ganske stor popularitet og nu har han udgivet sit niende soloalbum, denne gang med instrumentale fortolkninger af populære japanske musikstykker tilsat lynhurtig guitarfræs, maskintrommer og diverse keyboardeffekter.
Der er desværre ikke mange rosende ord der kan beskrive Marty Friedmans bestræbelser ud i det japanske. Bevares, Friedman er en yderst kompetent guitarist og spiller med en imponerende hastighed (hør bare “Tsume Tsume Tsume” og “Amagigoe”), men når det kombineres med ‘umtchi-umtchi’ trommebeats og karaoke-agtig produktion som på “GIFT”, ja så stresser det mere end det gavner. Der er ind i mellem lyspunkter, fx “Sekai Ni Hitotsu Dake No Hana” der starter lovende men går hurtigt over i kitschet Grand Prix-stil. Friedman skaber tilnærmelsesvist smukke passager, som i “Romance No Kamisama”, der er et stykke for guitar, klaver og fløjte, men de forprogrammerede stemningsmomenter (som fake bølgeskvulp på “Tsunami”) får det hele til at virke syntetisk, sjæleforladt og lige så kaloriefattigt som en omgang sushi. Musikken på Tokyo Jukebox kan nok bedst beskrives som muzak fra et kæmpe supermarked i helvede.
For undertegnede lyder det som om Friedman helt har mistet sin sans for musikalsk smag. Hvorvidt pladen er omsættelig på det japanske marked må jeg lade stå ubesvaret hen, men under vores breddegrader kan det kun være Megadeth die-hards der vil investere i Tokyo Jukebox. Men dem er der jo også en hel del af.
