11.03.10 – Tindersticks – Store Vega, København

En stor aften med perfekt harmoni i lyd, scenefremtræden, publikumssensibilitet, behørig respekt og balance mellem support og hovednavn. Som altid kan indsigelserne falde om mangler på sætlisten, forkerte valg og fokus fra de respektive plader

tindersticks-presse2010-565x377

Elegantiererne viste Veganerne at de fortsat har berettigelse

Der var lagt op til en aften i det blå lys, da Tindersticks skulle overbevise os om at man bestemt ikke skal afskrive dem endnu. Med til aftenen fik de hjælp af CODY, som har fået markant opmærksomhed herhjemme med deres to fine udgivelser.

CODY´s danske americana var både solid, velspillet og et perfekt match til aftenens hovednavn. Der var uden tvivl mange, som ikke var kede af, at CODY skulle varme københavnerne op. I hvert fald var der ikke den vanlige slentren til og fra baren, mens man slår en tilfældig og let rastløs snak af med sidemanden, trippende og ventende på hovednavnet. Næh, her var opmærksomheden fuldkommen på bandet og meningstilkendegivelserne og applausen var rigelige til, at man kunne høre anerkendelsen fra de betalende gæster i hele det tæt på udsolgte lokale. Dejligt at opleve så behørig respekt fra publikums side.

En lille stille halv time blev det til og man kunne godt have ønsket sig mere, da danskerne lukkede det korte, men gode sæt med ”What´s Behind” og ”Comfort And Rage”. Ikke meget blev kommunikeret ud over scenen, ud over adskillige roser til Tindersticks og lidt humoristiske indfald, såsom: ”nu spiller vi endnu et rocknummer”, mens der ikke var skyggen af rock i sigte.

Der hersker en nærmest andægtig stemning, da Tindersticks går på Vega´s scene præcis kl. 21 med vanlig elegance. Tilbageholdte åndedræt og forventningsfulde ansigter forløses endelig i smil og velvære, da ”Falling down a mountain” sætter i gang med saxofon en masse og melodien cuttet abrupt op, så det bliver en slags artsoul der møder os. Et godt tænkt åbningsnummer og entré af et band, der på improviserende (det er det selvfølgelig ikke) vis spiller sig ind på hinanden og nummeret i øvrigt, mens de messende soullinier sendes svævende ud over publikum af Stuart Stapples dybe og klangfulde baryton. Det kunne såmænd være Miles Davies i dagligstue med Tindersticks, de minutter nummeret poserer og tester hjørnerne på Vega.

Hurtigt derpå går de nonchalant, men jakkesæt klædte briter over i ”Keep You Beautiful”, som indfanger en af Tindersticks´ helt store forcer, nemlig et underspillet, lækkert tilbagelænet og cool soulnummer, som alene ville være en dusinvare, men som bliver båret ind i verdensklassen af Stapples unikke og mørke fløjscroon. ”Sometimes It Hurts” fra Waiting For The Moon følger fint efter og selvom det er bedre med modspil og duetvokal fra Lhasa De Sala som på pladen, klarede Stapples ærterne så man faktisk ikke savnede det synderligt. Den plade hører i min bog til blandt bunden af Tindersticks diskografi, men som det senere skulle vise sig, levede ikke bare dette nummer op til bandets høje fortidsstandard, men også ”Until The Morning Comes” blev til en af denne aftens helt store øjeblikke.

Da ”Marbles” fra debutpladen sætter ind med sine støvede trommer og guddommelige flow, er man dog ikke et sekund i tvivl om hvor Tindersticks guld ligger, nemlig i fortiden og at de aldrig har overgået, endsige kommet på højde med den trilogi de startede karrieren med. Den efterfølges af den fine og nærmest tangofunky pianohuggende ”Bathtime” fra Curtains, som desværre bliver eneste bidrag fra deres tredje genistreg af et album. Dét uptempo nummer er det svært at stå stille til og der gynges let i hofterne uanset køn, hvor end man kigger hen. Efter den ellers fåmælte Stapples har tilkendegivet , at ”It´s good to be back” åbner bandet for fire minutter af de smukkeste og inderligste øjeblikke, jeg længe har set og hørt på Vega, for ”Until The Morning Comes” fra ovennævnte Waiting For The Moon, som egentlig er et lidt anonymt og ofte forbigået nummer i mit hjem, viser sig at være en rose af uendelig skønhed denne aften. Dens metronomiske bitte takter, just anslået og ellers ikke meget instrumentering, bliver sat i scene af Stapples sindssygt cool og varme (ja den modsætning kan han beherske) vokal og der er ikke så meget som et åndedrag fra publikum – den berømte knappenål ville lyde som et jordskælv, faldt den til gulvet i de minutter. ”Can you feel your heart” synger Stapples og ja men ikke bare mit eget, men samtlige 1500 hjerter i Vega kan føles og slår i samme forelskede takt – sublimt og af nærmest overjordisk klasse.

Det er svært at følge et sådant øjeblik og hverken det instrumentale intermezzo ”Hubbard Hills” eller ”Peanuts” kan da heller ikke på nogen måde løfte, endsige bevare intensiteten fra dette. ”Peanuts” fra Falling Down A Mountain, som er den tilbagevendende duet Tindersticks holder så meget af fra album til album, synges i aften alene af Stapples uden Mary Margaret O´Hara og hvis man som jeg synes, at nummeret er tæt på at være et sjældent Tindersticks fejlskud i sig selv som duet, bliver det mildest talt slået fast med enevokal af Stapples. Leveret efter to gåsehudsfremkaldende ældre numre, står det kun endnu mere klart, hvor langt det nummer er fra fordums niveau. Heldigvis supporteres det af ”She Rode Me Down” ligeledes fra Falling Down A Mountain og det nummer har med sin Bossanova akustiske guitar, castagnetter, fløjte, marimba og mørke cello, lidt af den sprælske farlighed og spændstighed de gamle numre besad og det fungerer fint på plade og løftes endnu mere live.

Kadencen går lidt ned igen med ”Hungry Saw” og ”The Other Side Of The World” fra Hungry Saw. De to serveres ryg mod ryg og selvom både de og pladen bestemt er klasser over meget andet musik derude, viser det ikke desto mindre, at de er oppe mod noget større, for de fremstår som stiløvelser eller mindre paranteser op imod det foregående niveau.

Efter de to numre går Stapples guitar i udu og bliver ustemt og den ellers så cool og tilbagelænede gentleman viser synlig irritation og tænder og aggression, jeg ikke troede den mand ejede. Mens han kæmper med at få den stemt, får han dog redet sig ud af miseren ved smilende at indskyde: ”This is not my job”. Pudsigt nok følges optrinnet op af den iltre ”Black Smoke” fra Falling Down A Mountain, og her kommer bandet af med lidt aggressioner og tæver i instrumenterne. Det går over i den stille og underskønne ”Factory Girls”, som igen viser Stapples klasse, for han formår at levere så intimt, som sad man i dagligstue med englænderne. Stapples stemme står i størstedelen af nummeret helt rent og skarpt, næsten kun akkompagneret af klaver og det er gysende smukt – cadeau til Vega publikummet som er klædeligt stille under sceancen. Så kan publikum ikke holde sig mere og efter lang tids åndeløs ærefrygt, skal det ud af kroppen og en støt stigende hujen, fløjten og applaus får Stapples til at rødme og han ser temmelig genert ud, mens det står på. En engelsk pendant til vores egen nationalskjald C.V. Jørgensen!

De mange numre fra Falling down a Mountain viser i aften, hvorfor den plade nok med tiden bliver mere bæredygtig, end de seneste tre album og kan gå hen og blive et nygennembrud eller i hvert fald en kærkommen renæssance for englænderne.

”A Night In” bliver eneste nummer fra Tindersticks anden plade og man kan simpelthen ikke ønske sig mere, ja det er nærmest for meget af det gode, en slags emotionel overload og man kniber sig selv i armen over, hvor sindssygt godt dette sharpdressed band vitterligt er. ”A Night In” cementerer også visheden om fortidens uomgængelige meritter – Tindersticks kan stadig javel, men dengang var det altså klassiker på klassiker de leverede.

Vi kommer lidt ned på jorden igen, da Tindersticks vælger at lukke settet med ”Harmony Around My Table” igen fra Falling down a Mountain og selvom det bestemt er et værdigt exitnummer, havde bandet nok gjort sig selv og publikum en tjeneste ved at forlade scenen med ”A Night In”, som da også høster aftenens største bifald.

”If She´s Torn” er første ekstra nummer og viser sammen med ”Can We Start Again” så til gengæld, at hvor gode de to end er live, så er Simple Pleasures et af Tindersticks svageste albums, og her viser bandet for første gang, at de er almindelige dødelige og ikke übermenschen. Ikke at det er et decideret fejlskud, blot et mere middelmådigt album end de tre første uomgængelige mesterværker. At de vælger ”If She´s Torn” er dog glædeligt, for det er ubetinget perlen fra den plade og live er den af pureste art.

”City Sickness” og ”Raindrops” fra debutpladen lukker koncerten på fornem og isnende smuk vis, selvom særligt sidstnævnte varmer dybt i sjælen på trods af sit melankolske og tristessefyldte tema, med tårer så store som vandfald.

En stor aften med perfekt harmoni i lyd, scenefremtræden, publikumssensibilitet, behørig respekt og balance mellem support og hovednavn. Som altid kan indsigelserne falde om mangler på sætlisten, forkerte valg og fokus fra de respektive plader, men selv en gammel inkarneret fan som undertegnede, som hoppede på vognen helt tilbage i den spæde begyndelse i 93 og som ikke mener Tindersticks har overgået sig selv siden albumtriumviratet i 90´erne, ej heller har undgået kvalitetsfald i 00´erne, må sande at meget få bands kan mønstre en så overskudsagtig og gennemført cool og følelsesovervældende presence, som de distingverede gentlemen gjorde i aften.

More from Thomas Steen Jensen
11.12.09 – Magtens Korridorer – Toldkammeret, Helsingør
Korridorerne har simpelthen folk i deres hule hånd og da ”Nordhavn Station”...
Read More
0 replies on “11.03.10 – Tindersticks – Store Vega, København”