Med albummet Tick Tock er Dicte retur som sangerinde, men albummet markerer for hende også bruddet med Laust Sonne efter 7 års samliv – og måske dermed også en ny start.
Mit musikalske kendskab til Dicte begyndte, hvor også Dicte begyndte – med Her Personal Pains Songs From Cinema Café (1992), et album, jeg ikke har andet end rosende ord til overs for. Dengang var det især Dictes karakteristiske, let klynkende og meget legesyge stemme, som bar min fascination – og det samme kan siges om sangerindens syvende udspil Tick Tock. For her er det uden tvivl igen vokalen, som bærer albummet igennem og gør det til mere end blot endnu et dansk popalbum.
Tick Tock åbner med det meget skæve nummer “The Slowing Of The Heart” (track 1), der placerer os midt i Dictes musikalske univers. Vi ‘sløves’ sammen med Dicte, så vi kan indtage de skramlede toner og den hæse stemme. Ved første lyt er nummeret måske en anelse for skævt, men det bjergtager efter flere gennemlyt – og det har den sjældne egenskab, at det ikke giver slip. Og det er der i det hele taget mange af numrene på Tick Tock, der ikke gør.
Blandt favoritterne må nævnes et track som “Blind” (track 4), hvor popskabelonen brydes af inderlige følelser, electrobaseret klaver og nærmest æterisk kor, der i en uendelighed gentager trackets titel. Nummeret kører nærmest i ring, mens man drages i Dictes retning – det er egentlig ret mesterligt, hvis man er til kvindemusik med klynk og sexappeal. En anden favorit er synthdisco-duetten med Claus Hempler “U-Turn” (track 5), som på finurlig vis leder tankerne tilbage i tiden. Det klæder Dictes vokal med lidt maskulint (og her faktisk en del blødere end hendes egen stemme) modspil og fungerer som et fint break på albummet.
Også det stille, indlevende mestrer Dicte, fx med tracket “Easy Elegance” (track 10), som lukker Tick Tock. Det er netop elegant – og det lyder enkelt, som det nemmeste i verden, når Dicte ikke akkompagneres af meget andet end en stille melodi med bas og klaver.
Der er naturligvis også steder, hvor det ikke helt fungerer, mest fordi nogle af numrene på Tick Tock nærmest drukner i hinanden, på den måde smelter fx “King Og It All” (track 7) og “Valentine” (track 8) ind i hinanden. Numrene er ikke dårlige – de træder blot ikke i karakter.
Jeg har forelsket mig lidt i Dicte igen med Tick Tock. Det er samme fornemmelse, der spirer i mig, som spirede for næsten 20 år siden, da det var Her Personal Pains “Touch”, der strømmede ud af højtalerne. Dicte rørte mig dengang – og hun gør det endnu.
