Bredere lyd og mindre intensitet
Jeg var stærkt imponeret over debuten fra Astonishment for et par år siden. En forbløffende, dragende og stærk udgivelse med en intimitet og en tiltrækningskraft der gør, at det stadig er et af de få danske albums, jeg ofte hiver ned fra hylden for at nyde igen og igen, og som jeg konsekvent anbefaler til enhver, jeg kan komme afsted med.
Det markante nærvær Stinne Lender og Thomas Eltorp leverede på debuten har fået dem til at skille sig ud fra den ellers anseelige bunke af albums, der lander på mine hylder, og forventningerne til opfølgeren har derfor været enorme. Og det sætter naturligt sit præg på min vurdering af duoens opfølger.
Og lad det være sagt med det samme. De første afspilninger af Beautiful Machine efterlod mig med en stor skuffelse. Næsten en vrede over, at duoen havde opgivet den fantastiske intensitet for at gøre instrumenteringen og produktionen bredere og mere omfattende. Med tiden aftager skuffelsen dog, og jeg er faktisk blevet ganske glad for størstedelen af albummet, der dog stadig ikke holder samme skyhøje klasse som debuten.
Åbningsnummeret ”Forty Acres” og ”Right My Wrongs” er begge ganske fine og udtryksfulde country-inspirerede popnumre, der viser de to vokale sider med Thomas Eltorp på første nummer og Stinne Lender på det andet. Udtrykket er klart mere udadvendt end på debutalbummet, og selvom melankolien stadig er gennemgribende, så er det i højere grad med håbefuldhed end skrøbelighed som grundlag i forhold til debuten, og det er med til at understrege den bredere tilgængelighed og den mindskede intensitet i forhold til første Astonishment-album.
”Ain’t No Worry” er en klassisk countryballade, der bliver lidt vel overfladisk. Stinne Lender gør sit bedste og optimale på vokalen, men der mangler alle de stærkeste kendetegn ved Astonishment, som til gengæld er på nippet til at være tilbage på ”Lifeline”, der har lidt af den samme rastløse energi, som jeg elskede ved debuten.
Den dansksprogede ”Sol” er en bossanova-popsang, der stikker rigeligt ud af sammenhængen, og som nok burde have været droppet, mens vi er tilbage i den melankolske country-poppede stil på ”Beautiful Machine”, hvor den udmærkede melodi efter min smag er gemt bag en lidt for stor orkestrering til, at spændingsfeltet og nerven, som Astonishment ellers mestrer til fulde, for alvor kommer til udtryk.
”You’ve Got This Thing” er fint i sin opbygning, instrumentering, arrangement og det hele, men igen bliver det et minus for Astonishment, at de fravælger deres egne stærkeste forcer, for i stedet at tage plads blandt en større mængde af artister, der lyder lidt for meget som hinanden. Stinne Lenders melankolske vokaltone kommer stærkt til udtryk på dette nummer, men udtrykket kunne have været endnu stærkere, hvis instrumenteringen havde været mere sparsom og uforudsigelig.
”Code of Honour” fanger mig ikke rigtig, men til gengæld er den savnede nerve og intensitet fuldt til stede på afslutteren ”Worst Time Of Year”, hvor Stinne Lender runder af med at efterlade et stærkt indtryk af nærvær, og hvor lydbilledet får en lidt skarpere kant med et par gram elektricitet i guitarerne, som giver en af de overrumplinger, der ellers ikke er helt nok af.
Astonishment skuffer på Beautiful Machine, men ret beset skuffer de kun, fordi deres debutalbum var så helt igennem fænomenal, som det var tilfældet. Samme intensitet, nærvær og nerve findes kun sjældent på Beautiful Machine, der er bredere i sit udtryk og sin produktion og dermed også en smule mindre betagende og dragende. Niveauet er dog stadig et godt stykke over middel.
