Stærkt modnet udtryk overrasker positivt
Jeg var ikke blandt dem, der hoppede med på begejstringen over debutalbummet fra den danske gruppe The Floor Is Made Of Lava. Udtrykket var lidt for overgearet til min smag, men det gør kun kvartettens udvikling frem mod opfølgeren Howl At The Moon endnu mere imponerende.
Udtrykket er modnet på suveræn vis, og musikalsk er der en klart mere fremtrædende skarphed i arrangementerne, samtidig med at Tobias Kippenbergers vokal er ganske fremragende på størstedelen af numrene. Den hidtidige lidt uforståelige sammenligning med Arctic Monkeys er nu helt væk, mens det snarere er gedigne rocknavne som Kings Of Leon, der står først for i referencerammerne. Der er langt flere musikalske muskler og mere indhold at bygge de stort strukturerede sange på.
”Harder Than This” har klare linjer til Kings Of Leon på vokalen, og det er et helt igennem stærkt rocknummer med internationalt format og fornemt udtryk og afveksling. Den tilgængelige, men stadig skarpt kantede overflade fortsætter på ”All Outta Love” og den fornemme ”Leave Me Now”, mens ”House Of Cards” har en lidt stærkere britisk inspiration end den ellers herskende amerikanske rocklyd.
”Some People” har ekstra meget knald på, men melodien og den udadvendte charme hænger stadig sammen som en medrivende helhed. På dette nummer nærmer vi os lidt den dansable stil fra debutplanden, men modenheden og den skarpe kant gør den melodiske bundlinje fra bassen til en stærkere helhed.
”Over The Top” er igen i en temmelig klart optegnet Kings Of Leon-stemning, som klæder Kippenbergers vokal fremragende. Og spillet mellem de amerikanske og britiske rockinspirationer er igen både interessant og velfungerende på dette nummer.
”Ain’t Half Bad” har ikke helt den rette sammenhæng, og den bliver måske en tand for overgearet, mens melodien ikke er helt stærk nok på ”The Bigger Picture”, der til gengæld har sine stærke sider på det rent opbygnings- og spændingsmæssige. Titelnummeret ”Howl at The Moon” er på nippet til stemningsmæssigt at være et højdepunkt, men ret beset mangler melodien de sidste kilo. Til gengæld er ”Sailors, Cowboys and Indians” en stærk og muskuløs afslutter på albummet, der stilistisk og udviklingsmæssigt overrasker med sit imponerende niveau.
The Floor Is Made Of Lava træder i karakter som et stærkt rocknavn, man skal regne med. Et band, der formår at sætte sig selv i scene på bedst mulig måde, og den ungdommelige charme er ikke forsvundet, selvom udtrykket er ganske modent og tydeligt finpudset i forhold til tidligere. Jeg kan ikke undlade at være ganske imponeret over dette album, der klart overgår forventningerne, og som placerer The Floor Is Made Of Lava solidt på den danske rockscene.
