Storbylarm og tusmørkestemning
Da Alcoholic Faith Mission (AFM) udgav Missery Loves Company i 2006, bestod bandet i sin oprindelige kerne af Thorben Seierø Jensen og Sune Sølund. Efter de vemodige, semiakustiske sange fra debuten er konstellationen blevet udbygget med Kristine Permild, Gustav Rasmussen og Laurids Smedegaard, som alle har været med til at udvikle den helt særlige tone og stemning, der nu krystalliserer sig på bandets tredje udspil.
Det første man fornemmer ved gennemlytningerne af Let This Be The Last Night We Care, er den på sin vis både skrøbelige og sammentømrede balance mellem de forskellige stemmer. Lydbilledet opererer med pianoklange, akustiske strengeinstrumenter, horn og en sitrende electronica, der for sidstnævnte for alvor blev eksperimenteret med på albummet 421 Wythe Avenue, som udkom sidste år. Bag det knitrende og komplekse melodibillede, ligger dog hele tiden de helt enkle vemodige sange og opfører deres særegne dans på en baggrund af lys og støj. Der er ingen tvivl om, at Kristine Permilds fine vokal tilfører AFM en større dimension, men det imponerende er, at hele lydbilledet har udviklet sig i takt. Der er en homogenitet i sangene og måden de bliver præsenteret på, som der ikke har været helt så udtalt før. Der er en modenhed og et selvstændigt drive, der får numrene til at fungere aldeles overbevisende.
AFM er tidligere blevet sammenlignet med Arcade Fire – og ikke med urette – men kvintetten er først og fremmest sin egen, og har med dette udspil sat en fed streg under den lyd og den performance, der kendetegner bandets signatur. Genrebetegnelser og stilarter er ikke dækkende nok i forsøget på at beskrive AFMs musik, som indeholder et væld af forskelligartede elementer. Der er uptempo rock på ”My Eyes To See”, et rent Pixies-poprefræn på ”Got Love? Got Shellfish!”, vemodig folk a la Akron Family på ”Snuck In To Ride It”, og slæbende folktronica på “Honeydrip”. AFM er mange ting, men de er først og fremmest aldeles fremragende.
