Run Ego er et udmærket album, omend det favner en tand for bredt, og det sublime nærvær, man momentvist fandt på bandets debutalbum, er udskiftet med lidt større armbevægelser. Når de fungerer, er Men Among Animals i høj klasse, og det skaber flere store højdepunkter undervejs.
Det en vidtspændende og eklektisk omgang i bred cinemascope man præsenteres for. Man væltes rundt i alskens genrer og har man tendens til forvirring og irriteres over genreskift, der forekommer lige så ofte som når man trækker vejret, vil det være en killer i negativ forstand.
Engelske Anathema udgav helt tilbage i 2003 deres seneste album A Natural Disaster, og derfor er der ikke noget at sige til, at bandets…
Til sommer er det muligt at opleve amerikanske Deftones på den københavnske festival Copenhell. Med sig i bagagen har bandet et splinternyt album, for…
Prior to the Fire efterlader indtrykket af en gruppe der lyder til at have større potentiale end de helt lever op til her, men hovedværket kan meget vel være undervejs. Når det er sagt så kan pladen sagtens måle sig med både High on Fire og QOTSA’s musikalske output.
Der er enkelte passager der faktisk bevidner om en vis musikalsk forståelse, men overordnet set er det en pinsel at komme igennem Dawn of Inhumanity. Vokalen leveres af forsanger Clint Bower der for det meste lyder som om frokosten er på vej op igen. Albummet er absolut kun for death metal galninge.
Multikunstneren Shel Silverstein, der døede tilbage i 1999, får nu sit helt eget hyldestalbum med bidrag fra store amerikanske navne som My Morning Jacket…
Puppet Arms’ evner ligger ikke i at spille hardcore metal, men i deres legende måde at fusionere en growl-light med en faktisk ret god vokal i Rasmus Castro og deres konstant varierede spil, der bringer minder om Rage Against The Machine meets Godsmack i en uhellig alliance.
Åh! Endelig er den søde ventetid overstået – og nu er det her så: Det nyeste album fra fantastiske Thomas Dybdahl… Efter mødet med Waiting For That One Clear Moment kan jeg ikke andet end at drømme mig tilbage til den søde ventetid. Åh!
Trommerne er for længst byttet ud med guitar, og Brant Bjork er den snakkesyngende frontmand, som denne aften med en ligelig blanding af distant coolness og en nærmest magelig attitude, præsenterede en god håndfuld både nye og ældre skæringer.
Thee Attacks sætter et stilsikkert modangreb ind på et album sprængfyldt med energi, charme og attitude. Der mangler måske en ”My Generation”, men aalborgenserne sætter en aggressiv streg under, at de lige nu er et af de mest interessante bands herhjemme.
Xavier Rudd & Izintaba er på nippet til at begå et sandt mesterværk. En klassiker. Et album, der vil blive husket i mange år frem i tiden. Men de få svage punkter undervejs er dog nok til, at den fornemmelse af at være totalt overrumplet og opslugt, som man sidder tilbage med efter den første del af albummet ikke holder hele vejen.
Intet engagement i kilometers sigte, en fatal mangel på musikalsk fantasi, zero gennemslagskraft og minus viljestyrke, men værst af alt en fornemmelse af et band, som har ressourcerne, virkemidlerne og mulighederne for at lave noget godt, men som lader hånt om dette og kun har et skuldertræk tilovers for egne evner.
Geiger og Litteraturen på Scenen kan nu løfte sløret for programmet til den ottende version af Lyd+Litteraturfestivalen, der finder sted i Århus og København…
Munk er utvivlsomt en suveræn udøver af electroniske klange, i samspil med enkle, men smukt klingende guitarfigurer. Over 12 lydlandskaber præsenteres vi for en skønhedssøgende og overordentlig behagelig musikalsk oplevelse, helt uden ord, men særdeles rig på stemninger og både vægtløse og himmelskuende frekvenser.