Smukke harmonier i mudret genreblanding
De svenske søstre Nina og Johanna Piroth er klar med deres tredje album. Og det er på en gang et charmerende og betagende indiefolk-album, men samtidig står det også i stampe i lidt for lange perioder. Når der afveksles og varieres er Piroth skønne at lytte til, men det er kun på omtrent en tredjedel af albummet, at det sker til fulde. Det er vokalharmonierne, der er det absolut vigtigste for Piroth, der skifter mellem det traditionelle folk-udtryk, det mere kantede indieudtryk – og en sammenblanding, der virker lidt mudret og uklar.
Singleudspillet ”Fog Dancers” har den let skarpe kant, der gør den til mere indie end folk. Vokalharmonierne er stærke, smukke og præcist udført med nerve og punktlighed. Dette nummer skaber en god indgang til albummes generelle genre, mens søstrene ellers er stærkest, når de bevæger sig væk fra deres egen selvskabte hovedvej.
”Television Tower” er en akustisk fintfølt guitarskæring med luftig og stemningsfuld vokal. Melankolsk og drømmende, fin og smuk og rar på den mest charmerende måde. Vokalharmonierne er i samme ypperlige kvalitet på ”When The Night Is Over”, der musikalsk har en mere kantet skarphed med skurrende akkorder, der sikrer et spændingsfelt i arrangementet, som ellers ofte er savnet på albummet.
”Trans Siberian Express” med accordion og akustiske guitarer har en skæg fortæller-stemning, men den velmente og spøjse melodi vil nok dele vandene. Det er ultrapoppet, men med en underfundig og mystisk tone. Et andet nummer, der måske vil dele vandene er ”Hurt Little Birds”, hvor der er tonsvis af charme i den to-stemmige vokal. Måske bliver det for meget for nogle, men jeg nyder det i fulde drag.
Albummets øvrige syv numre er i den lidt mudrede blanding af indie og folk. Vokalen er trækkraften, og der er masser af fine harmonier. Men selvom der eksperimenteres lidt med 80’er synth på ”Only For Tonight”, buldrende trommer på ”I Will Always Be Waiting”, ræsende staccato-guitarer på ”Theatre” og fint klaver på ”Smiling Streets, Singing Cars”, så er det ikke nok til at opveje hovedopfattelsen af, at det bliver lidt for ensformigt i længden.
Søstrene Piroth er ekstremt talentfulde og kan skabe stemninger med deres stemmer, som man skal lede længe efter. Kunsten er først og fremmest at bringe det talent i spil i en sammenhæng, der både tilgodeser stemmerne, lytterne og søstrenes egne musikalske præferencer. Det lykkes kun delvist på duoens tredje album, der er super charmerende, men også lidt vel ensartet.
