Fra bestået til uklædeligt højdramatisk
Bag navnet Unity Gain gemmer sig en debuterende dansk trio, som med Beyond The Moot Point udviser stor glæde for den alternative rock, pinpointet på dynamik, vekslende mellem guitarstøjende rock og de mere svulmende softrockede momenter.
Unity Gain er ifølge dem selv et ekstrakt kogt af medlemmers fortidige gænge i oldschool punk rock og den mere klassiske rock. Den karakteristik er for så vidt rigtig nok, men inkorporationen af de to væsensforskellige udtryk, lykkes ikke for trioen. I mine ører gør de heller ikke et egentligt forsøg, for albummet er delt op i to lejre, nemlig det om ikke punkede så støjende rockudtryk på første halvdel, overfor det mere mainstream classic rockede på sidste del. Første del er ubetinget mest spændende og musikalsk berigende for undertegnede.
Den rå, stramme og punchy lyd med udgangspunkt i den punkede fortid, som Unity Gain på ganske fin vis bedriver fra start på Beyond The Moot Point, udviskes som dug for solen midtvejs på albummet, til fordel for en midtersøgende, oppustet og svulstig lyd, som flere gange er grænsende tæt på at være kvalm og i bedste fald er jævnt kedelig. Pladen bliver ærgerligt nok tiltagende ringe jo længere hen mod enden man lytter.
Seancen åbner ellers ganske lovende på ”Another Night”, som formår at banke sig frontalt ind i mit indre med en overbevisende ægthed. P.J. Harvey’s på en gang krasbørstige, kuldslåede og ømskindede udtryk er umiddelbar reference og Eva Maria’s vokal fremstår både emotionelt feminin og hårdtslående indigneret og hun leverer en overbevisende stemme og de lyriske spydigheder og frustrationer er komplette og fyldestgørende i samspil med det smalle udtryk og quiet/loud dynamikken, som jo ellers er en noget gammel traver efterhånden.
Samme gode standard holder den cellosvøbte ”Nightshade”, som dog på ikke helt kan sige sig fri for, at lyde en kende bedaget i forhold til det skrevne år 2010.
”Bitter Taste” er mere regelret og ordinær rock uden at det gør spor, for der er masser af drive og smittende musikalsk overskud i et spændstigt og arrigt nummer, med nervespidserne aktiverede og high alert beredskab imellem tonerne.
”Razorblade” indeholder fin meloditække, men er vel 90er lummert i længden og tekstuelt alt for klichéfyldt. Jeg sidder med arsenalet af semigrunge-bands i erindringen og dét er ikke minder der bringer behov for genopstandelse.
Postpunkede guitarer lægger op til et godt omkvæd, som desværre helt udebliver på ”You And Me”, og det nummer bliver en eksemplificering på en omvendt redning, for det svage omkvæd bliver støttet af så gode riffs og spændingssitrende vers, at det på trods af hårde odds, lige med nød og næppe holder i mål.
Her er det så at lynet slår ned og albummet skifter karakter og man undres over det besynderlige paradigmeskift. Vidste jeg ikke bedre ville jeg tro, at et andet band var trådt ind på scenen. I hvert fald fremstår det nærmest skizofrene hamskifte halvvejs igennem udgivelsen mystisk og sammenhængsdestruerende. Nu mødes man pludselig af ”Caught In A Lifetime” som på underlig vis blander neocountry med grungeguitar, mens et ultrapoppet omkvæd vælter det hele over i en popslager som er Radio Soft (u)værdig.
”Tenfold” fortsætter derouten med en skrækkelig oppustet radiomellemvare med glitrende og hult indhold helt uden kant eller nødvendigt nærvær. ”Liar” kan tilskrives samme karakteristik og mens ”The Wake” faktisk formår at organisere gode hooks, suppleres de af et omkvæd med en vokal i et kunstigt højere og opulent dramatisk leje, end der er melodisk grundlag for og trivialiteten sniger sit kedelige ansigt ind i affæren.
”Under The Gun” er en ballade helt uden krumme og substans og man savner nærende fibre og musikalsk bid. I enden venter ”The Trial”, med et sukret klaver, poleret tårevædet vokal og flommede 80er guitarflader, vind i håret og højdramatiske stemninger som hos f. eks. The Storm, uden at Eva Maria på nogen måde kan matche Pernille Rosendahl´s stemme.
Beyond The Moot Point‘s ganske lovende start, drøner lukt imod glemslen på en tiltagende skidt anden del og efter at førstehåndsforvirringen har lagt sig og jeg har samlet tankerne, må jeg konkludere hverken at være blevet klogere på eller synderlig begejstret for Unity Gain’s debut.
