Sjældent hørt kærlighedserklæring
Charles Thompson IV er en yderst produktiv mand. I 80’erne ændrede han rockhistorien som frontfigur i The Pixies. I 90’erne fortsatte han som Frank Black, og i de seneste ti år er fulgt en sand syndflod af albums og koncerter, inkl. en genforening af The Pixies.
For et par år siden droppede han Frank Black og tog sit gamle ’nome de guerre’ fra Pixies-tiden tilbage. Nu er det Black Francis, det gælder, og dette skifte har tydeligvis tilført fænomenet yderligere energi. Og energi er der brug for som far til fem børn.
Mange fans venter på et nyt album med Pixies. Men på trods af demoer og studiearbejde bliver det nok aldrig til noget. I stedet kan vi andre glæde os over Black Francis’ enorme produktivitet og Kim Deals fortsatte arbejde i The Breeders.
På Black Francis’ nye album Nonstoperotik er der masser af perler, der nemt kunne have fundet vej til et Pixies-album. På Bluefinger fra 2007 var det et nummer som ”Threshold Apprehension”, der lød som skrevet til Kim Deal og Pixies. Denne gang er det et nummer som ”Six Legged Man”, der snildt kunne have været på Surfer Rosa.
Men dette nittende soloalbum udmærker sig specielt ved de mildest talt rørende (og vel ligefrem sensuelle) sange om kærlighed til Charles’ hustru Violet Clark, som i øvrigt pryder albummets cover. Det her er kærlighed og sanselighed mellem ægtefæller, efter tre børn og midt i et hektisk liv, hvor far skal stjæle sig tid til en tur i studiet.
Et nøglenummer her bliver hurtigt ”When I Go Down On You”. På overfladen en sang om oralsex. Men meget hurtigt meget mere en sjældent hørt kærlighedserklæring. Et af albummets højdepunkter. Black Francis er her i bedste melodiske form. Barndommes fascination af The Beatles’ White Album har altid været hørbar hos både ham og Kim Deal, og når melodierne står nøgne og klare, fungerer hans sange bedst. Det gælder f.eks. også nummeret ”O My Tidy Sum”, der igen sniger sig sanseligt afsted. Her er Black Francis ude i nyt territorium – og det klæder ham.
Undervejs på Nonstoperotik er der enkelte numre, hvor man godt kan høre den lynhurtige produktionsproces, hvor numrene hamres afsted i studiet. Mere påholdende sjæle ville sikkert elske, at han samlede de bedste numre sammen og kun udgav et album hvert tredje år. Men sådan har det aldrig fungeret med Charles Thompson IV. Helstøbt og gennemtygget bliver det aldrig. Men der er altid store sange og små perler at hente hos ham. Nonstoperotik er bestemt ingen undtagelse.
Og til dem, som stadig drømmer om mere fra The Pixies, har Black Francis med vanlig akkuratesse for nylig udtalt:
“We’re interested in anything that’s going to earn us a fair wage. It’s not to say it’s not about art, but we made that art fucking 20 years ago. So forget the fucking goddamn art. This ain’t about the art anymore. I did the arty farty part. Now it’s time to talk about the money.”
