På nippet til et sandt mesterværk
Australske Xavier Rudd har på sit nye album slået pjalterne sammen med en flok sydafrikanske musikere, og det giver et album, der i momenter er tæt på at være decideret magisk. Samarbejdet giver en type world-musik, der har en klar appel til det vestligt orienterede musikpublikum, og man kan optegne masser af referencer til rootsmusikere som Dave Matthews og Ben Harper, mens stemningen af være midt i en stor koncert, der skal redde verden fra alle de problemer, menneskeheden selv har skabt, kan lede tankerne hen på Sting og Santana, omend vi musikalsk er i en lidt anden boldgade.
Albummet åbner fænomenalt på den første halvdel. Med de energiske og livlige ”Sky To The Ground”, ”Set Me Free” og den reggae-inficerede ”Fresh Green Freedom” er stemningen lagt og peace-flagene hejst i vejret på meterlange bambuspinde. Funktionaliteten mellem det ur-australske og det afrikanske islæt er sublim, og det er ganske enkelt umuligt at sidde stille, når Xavier Rudd & Izintabe først træder i karakter.
Den korte ”Reasons We Were Blessed” viser evnen til at skabe vokalharmonier ud over det sædvanlige, og det helt store højdepunkt, der giver kildren i maven, findes på den afdæmpede ”Love Comes And Goes”, der har en ubeskrivelig dybde, men som stadig har kvaliteterne til at følge op på store hits som hos Jack Johnson og Jason Mraz.
Det er lige før, jeg som lytter er fyldt til bristepunktet af al den styrke, intensitet, energi og dybde, som Xavier Rudd leverer på albummets første fem numre, og om det er fordi, det er svært at rumme mere, eller om niveauet rent faktisk falder herefter, skal være et åbent spørgsmål. Men uanset om jeg hører albummets 13 numre i modsat rækkefølge, eller om jeg blander dem godt og grundigt mellem hinanden, så er niveauet fra de første 18 minutter uopnåeligt. Så langt er vi karaktermæssigt på et rent 10-tal, men desværre fortsætter Rudd ikke med helt samme uovertruffenhed.
Ikke at den resterende del af albummet er dårligt, for det er stadig et højt niveau. ”Time To Smile” har et vist hitpotentiale, mens alvoren og dybden på den stemningsfulde ”Woman Dreaming” ikke er til at tage fejl af. Den akustisk baserede ”Breeze” har ligeledes en stærk appel og en medrivende stemning og melodi, der følger pænt op på albummets indledning, ligesom den mundharpe-skarpe ”Yandi” igen kombinerer de vestlige rødder med både afrikanske og uraustralske ditto på fineste vis.
”Soften The Blow” bliver en tand for storladen, og her mangler lidt af den energi og det sprælske liv, som ellers kendetegner hovedindtrykket fra albummet. ”Koonyum Sun” bliver præget af lidt for meget mystik, mens ”Bleed”, der har en udpræget overflade af noget guitar-virtuost, bliver en tand for kryptisk for mig at komme helt tæt på. Den afsluttende ”Badimo” ruller hele arsenalet af instrumenter, inspirationer og roots-traditioner frem, og det er på sin vis en flot finale, der samler de mange tråde til en helhed, men samtidig bliver det også i lidt for høj grad spil for galleriet, fremfor en afrunding, der understreger det høje niveau, der leveres tidligere på albummet.
Xavier Rudd & Izintaba er på nippet til at begå et sandt mesterværk. En klassiker. Et album, der vil blive husket i mange år frem i tiden. Men de få svage punkter undervejs er dog nok til, at den fornemmelse af at være totalt overrumplet og opslugt, som man sidder tilbage med efter den første del af albummet, ikke helt holder ved. Men det er et suverænt album til alle med hang til et globaliseret musikalsk helhedsindtryk, der er kultursamlende og overbevisende.
