Unge ponyer på vildspor
Fem briter dannede i 2005 deres helt egen klub – New Young Pony Club. Kvintetten albumdebuterede i 2007 med det udadtil farverige og 80er-inspirerede album Fantastic Playroom, men gravede man længere ned fandt man et skævt mix af kække elektroniske elementer, post-punk-agtige stemninger og Tahita Bulmers tilbagelænede og ret typiske britiske vokal. Af anmelderne blev de hurtigt beskrevet som ”dark disco”, ”disco punk” og ”new rave”, og det var ifølge Bulmer ikke betegnelser, de ville forbindes med. På 2010-opfølgeren The Optimist har NYPC denne gang selv produceret og finansieret albummet, og det lader til, at de i højere grad har forsøgt at beslutte sig for en retning. Men igen byder de på et mix af mange elementer – på både godt og ondt.
Selve indpakningen er i bogstaveligste forstand blevet mere mørk, hvilket virker som et bevidst valg fra NYPC. Coveret er mørkt og nærmest anonymt, og albummets tre første singler, ”Chaos”, ”Lost a Girl” og ”We Want To”, understøttes af mørke musikvideoer. Her er udtrykket stadig et besynderligt mix af dansevenlig new-rave og underspillet tilbagelænet britisk pop. Det efterlod mig nærmest med et ben i hver lejr, og den lidt forvirrende og frustrerende kombination vender desværre tilbage flere gange på The Optimist.
NYPC har med deres mørke og meget tilbagelænede musikalske udtryk formentlig helt bevidst forsøgt at gå i en bestemt retning. Mens de på debuten var mere lette i udtrykket og kombinerede indieguitarer med synth og new-rave, så er der nu skruet op for tunge monotone basgange, men det hele lander stadig et eller sted mellem det festlige og det mørke, og det efterlod mig med en frustration over ikke at kunne finde rundt i The Optimist’s mange ellers udmærkede elementer. På førnævnte tre singler er der skruet op for tempoet og stemningen grænser til det festlige, men briterne er langt fra frække og farverige nok til at gennemføre det.
Frækhed og fest er sandsynligvis ikke hvad NYPC har intentioner om at udtrykke, men hvad er intentionerne så? De mangler stadig en del, hvis de skal nå frem til at få et sikkert og unikt udtryk, der fortæller lytteren, hvor de vil hen. Man er dog aldrig i tvivl om, at de er kompetente, og at de er helt deres egne. De har stået på egen hånd under produktionen af The Optimist, men de er desværre ikke nået frem til noget, der kan bore sig ind under huden på mig. Hatten af for NYPC’s mod til at forsøge at gå egne veje. Fortsætter de med at tage store selvstændige skridt, kan det nemt ende med noget ganske interessant et sted ude i fremtiden.
