Anerkendelse fra Godfather redder ikke produktet alene
Amerikanske Awesome Color huserer i Detroit, og det ville da også være første gæt herfra, havde jeg ikke læst pressematerialet. For trioen lyder først og fremmest som en ungdommelig og syrerocket blanding af Stooges og Mc 5 med et twist af Dinosaur Jr. og Sonic Youth i coctailen. Netop Sonic Youth er bestemt ikke fjernt fra de tre slackers fra garagen i omegnen af Detriot Rock City og Thurston Moore’s glæde ved bandets toner, har resulteret i support-tjanser for Sonic Youth og nu også udgivelse på hans selskab Ecstatic Peace. Selvom der grundlæggende er en 60er-agtig feel over Massa Hypnos‘ garage-psych er der masser af reminiscenser af både 70er tungrock og 80er støjrock af den amerikanske skole.
Lyden på Massa Hypnos er bevidst underproduceret og kras, og bassen stikker desværre skidt ud, som en grim fætter fra mangt et beskedent og underbemidlet øvelokale. Ellers klæder produktionen fint det udtryk og den stil Awesome Color forfølger.
70erne gør sit indtog på åbneren ”Transparent” med en garagerock pendant til Black Sabbath. De tunge repeterende fuzzguitarriffs er som snydt ud af Tommy Iommi’s guitar fra Sabbaths unge dage på Paranoid. Det hele gjort med en syreguitar hamret afsted uden den store variation og helt uden soloer, men med en tyk og grødet vægt på det simpelt riff-orienterede.
På ”Flying” mødes man af ringlende og dissonante guitarer på overarbejde, med samme skæve og alternativt stemte guitarfigurer som Thurston Moore praktiserer i den soniske ungdom. Det fremstår vældig 80er-støj-rocket og en kende bedaget på den ufede måde, bortset fra at datidens udøvere havde væsentligt mere at byde på end Awesome Color og trioen leder som besatte efter en melodi, som aldrig graves frem og de unge amerikanere er lysår fra godfatherne indenfor genren.
”Oaxaca” har tilgengæld fuzz-soloer aplenty og halvdelen af nummeret jonglerer simpelthen rundt i en trippet og lang syreslasker af en solo, som trækkes alt for langt. Herefter står der pludselig BRMC på mescalintrip på menuen i ”White Cloud”. En særdeles toptunet rabaldersang med smøgen i mundvigen og mørk læderindbunden attitude og den banker gutterne altså hjem og parkerer perfekt i garagen.
Dinosaur Jr. fra deres spæde start ligger lige for på ”Vision”, men igen mangler der melodisk fokus og fornemmelse hos Awesome Color og selvom Derek Stanton bestemt har kvaliteter på sin guitar, bliver han altså ingen J. Mascis. På ”Zombie” vælter Iggy Pop frem fra de støvede gemmer i et fængende rocknummer med masser af rum og knaldgode hooks. Her fungerer det sgu for bandet og ”Zombie” er med sin hjertevarme og fyldige solo klart albummets bedste nummer.
Awesome Color mangler først og fremmest melodier på Massa Hypnos, som fremstår for skitseagtig og ufærdig. Det kunne godtgøres, hvis det musikalske havde noget tilsvarende spændende at byde på, men det er kun tilfældet få steder på albummet.
Derek Stanton har heller ikke en vokal som gør nogen synderlig forskel på dette faktum, så amerikanernes tredje album bliver ikke lykkens gang for bandet, selvom anerkendelsen fra Moore giver noget nær carte blanche til en stor skare af musikelskere indenfor rocken.
