Imponerende soul/blues-debut fra tysk-nigeriansk canadier
Ndidi Onukwulu. Det er navnet på en af de mest overbevisende debutkunstnere indenfor den blues/soul-inspirerede popmusik, som jeg har stiftet bekendtskab med i rigtig lang tid. En sangerinde, der formår at blande det vilde og ustyrlige fra Amy Winehouse, det ekstremt sødmefulde fra Katie Melua og den smertende blå melankoli fra Norah Jones. Og alt i alt giver det et nuanceret og fremragende udtryk, der er helt sit eget – og helt Ndidi O’s.
Melodierne er fornemme og velskrevne, arrangementerne afvekslende og stemningen er nærværende, intens og udtryksfuld. Og Ndidi O’s vokal rummer så mangeartede og stærke udtryksformer, at hun fint mestrer alle disse forskelligheder.
Albummet åbner med den soul-stærke ”Finally Over You” med blæserakkompagnement og en klassisk og hæs soullyd. Det bliver lidt mere indestængt og rastløst på ”No Everybody”, mens ”He Needs Me” leder tankerne hen på popmusik fra 40’erne og det sødmefulde udtryk, som Katie Melua også repræsenterer.
”Wicked Lady” har en stærk og intensiv filmisk stemning med en jazzet tone, mens ”Lost Chances” er et superfedt soulpopnummer med stor variation, temposkift og masser af udtryk. ”Goodnight” har den blå Norah Jones-tone med en lækker jazzet bas-bund og en violin, der skaber en speciel amerikansk autencitet. ”Move Together” er den blues-soulede fællessang med gospel-snit, mens ”Forever” gentager de stærke soul-forcer.
”Cry All Day” er melankolsk på den cool måde, mens Ndidi O runder sin debut af på allermest overbevisende vis, når alle de stærke vokale traditioner graves frem og hele sjælen får plads gennem strubehovedet på ”May Be The Last Time, I Don’t Know”, der sitrer af intensitet, følelser og nærvær.
Ndidi O overbeviser med sin debut, og selvom hun betræder en genre, hvor hypen kan synes en anelse aftagende, så slipper hun stærkt afsted med det. Og det gør hun, fordi hun er helt sin egen, og fordi det er tydeligt, at de sjælfulde sange kommer helt fra hjertet. Ndidi O har sig selv med fra start til slut på et fascinerende og medrivende album, der er fyldt med en bluespræget soulfuld personlighed.
