juni, 2010

Nr. 1 – Nirvana: Nevermind

Nr. 1 – Nirvana: Nevermind

by

I 1991 udkom et album, der uden tvivl er et af de mest stilskabende rockalbums i nyere tid. En hel generation af unge mennesker havde med et slag fået sig et talerør via en frontfigur, der var lige så utilpasset som dem selv. Udover en karismatisk forsanger var, og er, en af grundende til albummets brede appel, at det i bund og grund består af 12 popsange pakket ind i en beskidt lyd.

Divine Comedy: Bang Goes The Knighthood

Divine Comedy: Bang Goes The Knighthood

by

På størstedelen af ”Bang Goes The Knighthood” formår Neil Hannon at finde balancen mellem det sarkastiske og humorisitiske og mellem det dybsindige og vedkommende. Det gør dette album til et fremragende og smittende bekendtskab, der kun misser den sidste tand på karakterskalaen, fordi det mod slutningen bliver en anelse mere fjollet end nødvendigt.

Victor Démé: Deli

Victor Démé: Deli

by

Med sin underspillede, nogle gange sludrende vokal fremmaner Démé ørkenbilleder af liv og sanselige verdener, der både danser til den vuggende rytme og svømmer hen i de flotte guirlander af melodi og rytme. Alt sammen funderet i en rodfæstet blues og en sans for det folkelige.

Alina Orlova: Laukinis Suo Dingo

Alina Orlova: Laukinis Suo Dingo

by

Skal Alina Orlova skabe sig det helt store internationale gennembrud, så er hun desværre nok nødt til at skifte til et mere internationalt sprog. De litauiske og russiske tekster bliver en tand for eksotiske for flertallet af musikelskere – særligt fordi denne musikgenre opfordrer til grundig tekstlytning.

Nr. 4 – Pearl Jam: Ten

Nr. 4 – Pearl Jam: Ten

by

Pearl Jam kom i den grad med noget nyt på Ten, som rockmusikken syntes at have brug for på det tidspunkt. Efter en lang bølge af hard rock og stadionrock, som efterhånden var blevet lige lovligt forudsigeligt, kom Pearl Jam pludselig og kombinerede jammende 70er-inspireret bluesrock med mere fandenivoldsk punk.

Karen Elson: The Ghost Who Walks

Karen Elson: The Ghost Who Walks

by

Karen Elson sammensætter klassiske traditioner og dyder med et mere moderne, støvet og intenst lydbillede. Det betyder, at nerverne i musikken slår gnister flere steder, hvor Karen Elson skaber store musikalske øjeblikke. Niveauet er ikke lige højt hele vejen igennem, men for tilhængere af klassiske musikrødder og story-telling, skal Karen Elson varmt anbefales.

Nr. 5 – Jeff Buckley: Grace

Nr. 5 – Jeff Buckley: Grace

by

Jeff Buckley druknede på tragisk vis den 29. maj 1997 under en svømmetur i Wolf River Harbor. Han blev blot 30 år. Sit musikalske talent og tidlige død havde han til fælles med sin far Tim Buckley. Men hvor Tim Buckley nåede at udgive hele ni albums i sit 27 år korte liv, så nåede Jeff kun at udgive et enkelt. Og hvilket et!

The Parlotones: Stardust Galaxies

The Parlotones: Stardust Galaxies

by

The Parlotones fremstår en anelse for beregnende i deres tilgang til at skrive rock-prægede popnumre. Det er sjældent at de virker helt i balance og harmoni med sig selv, og dette sker kun, når de rammer niveauet mellem at være overfladiske og alligevel ikke forsøge at gøre sig selv mere rå end nødvendigt. Det bliver lidt fesent i længden, og kun sjældent træder sydafrikanerne for alvor i karakter.