00’ernes 30 bedste albums: #23
I 1994 fik undertegnede stukket en EP i hånden af en kammerat med ordene: ”Det her er the shit!”. Det var unægtelig noget svært at tro på, da dansk rock på det tidspunkt ikke havde så meget at byde på. Grunge-bølgen fra USA var for længst også rullet ind over Danmark, og bands som Pearl Jam, Nirvana, Soundgarden og Alice In Chains kørte i fast rotation i cd-afspilleren. Så et dansk band, der kunne løfte opgaven, var længe ventet.
Dizzy Miss Lizzy og Kashmir havde gjort nogle hæderlige forsøg, men Dizzys poppede og Kashmirs humoristiske tilgang, ramte alligevel ikke helt plet. Førnævnte EP var I Died In My Teens med Psyched Up Janis, og allerede fra første lyt, var jeg solgt. Det her band havde åbenbart hørt mine bønner om noget nyt dansk musik. Der var lige dele melodi og støj, og de fire numre blev i den grad skamlyttet på drengeværelset i Sønderjylland.
På deres fuldlængde debut ville Psyched Up Janis være sikre på at ramme plet, så producer Craig Leon (Blondie, Levellers, Ramones, Suicide) blev hyret og pladen blev indspillet i Wales. Det skabte unægtelig nogle enorme forventninger til Swell der udkom senere samme år som EP’en så dagens lys. Det var dog tydeligt at der var sket noget med lyden mellem de to udgivelser. For det første var der kommet mere bund i det samlede lydbillede, og derudover var der også skruet en smule op for støjen.
Åbningsnummeret ”Vanity” sætter ganske godt tonen for resten af pladen, med et simpelt riff, der gentages med variationer i intensiteten. Selvom det er relativt enkelt, er det pokkers fængende.
På ”Died In My Teens” er forskellen mellem EP og plade meget tydelig. Allerede fra de første toner står det klart at der er mere smæk for skillingen. De rene intro-toner fra EP-versionen spilles i stedet på en forvrænget guitar på Swell. Nummeret har lige fået den ekstra kant, som det manglede på originalversionen, uden at det på nogen måde går ud over melodien. Der er stadig tale om et særdeles iørefaldende (pop)nummer.
Den tilbagelænede ”Shudder” giver lige lytteren et kort pusterum inden tempoet igen skrues op på ”Modest Us” og Reddening Star”.
Swells stærkeste numre (ifølge undertegnede), ”Swirl Like You” og ”Chandelier”, er de to skæringer på Swell, der har mest power. Slutningen af ”Swirl Like You”, hvor der er break, giver en fantastisk dynamik, og netop det stykke har jeg hørt om og om igen. ”Chandelier” trækker meget på arven fra Sonic Youth (især i verset), og kombinationen af den skrigende skingre guitar og de huggende trommer i intro og outro er støj i sin bedste form.
Den tunge ”Dead Green Summer” veksler skiftevis mellem afdæmpede akustiske og brølende distortede guitarer, og forskellene i intensitet giver ekstremt meget energi til nummeret. Den skæve ”Subsonic Why” har samme dynamik, og i omkvædet virker skiftet nærmest eksplosionsagtigt.
Aflsutningsnummeret ”Fragments” er en ganske fin ballade, men den ligger dog rent kvalitetsmæssigt langt fra numre som ”The Stars Are Out” og ”Where The Lights Wont Shine” fra Beats Me. De sidste to har bestemt været mere langtidsholdbare end ”Fragments” for undertegnede.
Swell er i den grad en teenage-plade, da den generelt fokuserer på ungdommelige temaer som ulykkelig kærlighed og sommer – noget jeg helt sikkert sagtens kunne relatere til i 1994.
På de efterfølgende plader blev der skruet lidt ned for vildskaben og mere op for den skramlede lyd, og selvom Swell er højdepunktet for Psyched Up Janis, er de andre plader bestemt heller ikke at foragte.
Desværre valgte Psyched Up Janis at gå hver til sit i 1999, men i 2009 blev bandet gendannet for en lille håndfuld koncerter, og det var fedt at se, at numrene stadig fungerede live. Jeg fik heldigvis mulighed for at opleve tre ud af fire koncerter, og det var tydeligt, at det var fedt for Sune Wagner, Jacob Jørgensen og Yebo at spille numrene igen.
Selv om Sune Wagner har opnået større succes efter sin tid i Psyched Up janis med The Raveonettes, så er undertegnede ikke i tvivl. Hr. Wagner toppede med Swell, og siden er det gået langsomt ned ad bakke. For mig er Swell intet mindre end et mesterværk. Der er muligvis tale om den bedste danske udgivelse nogensinde, og jeg bliver jo nødt til at give min kammerat (ham der gav mig EP’en i 1994) ret: Psyched Up Janis var the shit!
