00’ernes 30 bedste albums: #14
Hvordan fire vrede mænd fra Los Angeles kunne have gennemslagskraft hos usikre teenagere i Yder-Danmark.
Hvis musik handler om at sige noget, om at have en vision og formidle den så den forstås, føles og genfødes i dem der lytter, så er dette noget nær det perfekte album. Sjældent har musik stået så klart og sjældent har rasende militante mænd i lange shorts været så sunde for sjælen.
Der er mange andre tider i historien (nu for eksempel) hvor kriser og nedture logisk burde kalde på mere vrede og oprør, end tilfældet var i starten af 90’erne. Diktaturer var faldet på stribe, og verden havde aldrig været mere sikker. Det fik vi at vide, og der var ikke meget plads eller grund til at være sure. Men det var vi, og oversete, og misforstået plus en masse andre narcissistiske følelser der hører til teenagerens storhedsvanvid. Måske var det hormoner, eller måske er man bare mere klarsynet i den alder. I hvert fald var verden ikke som den så ud i Beverly Hills. Det var vi enige om.
Man kunne vende vreden indad og følge grungevragene ned ad depressionlane ”I hate myself and I want to die”, eller man kunne vågne op og lære sin fjende at kende. Udover forældre, konservative folkeskolelærere og piger der ikke ænsede en, var det dog svært for en teenager i provinsen og få overblikket over hvem, denne fjende egentlig var. Her kom Fader de la Rocha som sendt fra gadekampene i L.A. …”Der hvor ham den sorte blev banket af politiet”.
Ok, vi var stadig ikke helt klar over hvem den brændende munk var, eller hvorfor Abimael Guzmán og Mumia Abu-Jamal skulle frigives, men det var sådan set lige meget. Det centrale var vreden imod det eksisterende (og det kan jo være mange ting), og det blev hurtigt forstået og omfavnet, at verden var overfladisk, og hvis man ikke passede på og stolede på sin vrede, ville man pludselig have done ”what they told ya”. ”They” værende en rodet masse af multinationale selskaber, den velsmurte underholdningsmaskine, det glitrende, det glatte og dem der lyttede til Take That og havde Hasselhoff hængende på væggen.
Prædiken var selvfølgelig aldrig nået frem til nogen, og slet ikke til os, der boede i dét, der endnu ikke var døbt (af den rige del af landet) Yder- eller Taber-Danmark, hvis den ikke var kommet indpakket, i det der til dato, er et af de mest vellykkede rap og metal symbioser. Opbygning på opbygning, riff på riff, der tillod en jetstrøm af katarsis udløsning. Hvis det hele var noget lort, hjalp det altid lidt at hoppe rundt med luftguitar imens man råbte ”Fuck you I won’t do what you tell me” eller ”FREEDOM – YA RIGHT”. Primitivt måske, men det virkede og virker i øvrigt stadig, hvis man ikke er bange for, at naboerne tror den er helt røget.
Det, der dog i sidste ende gør dette superrock til et af 90’ernes bedste album er, at det stadig holder 100 % den dag i dag. Både musikken, men også visionen er utroligt nok stadig intakt. Seneste bevis herpå, var den britiske kampagne imod x-factor dominansen på den engelske hitliste. Som protest imod at årets vinder af tv-showet røg til tops hver gang en x-factor var færdig, opfordrede personerne bag kampagnen folk til at downloade ”Killing in the Name” i håb om at overhale Simon Cowell indenom. Det lykkedes. Protesten var selvfølgelig bredere end det. Det var imod en total kommercialisering af musikbranchen hvor få bestemmer trenden, og incitamentet alene er penge. Præcis som i vores provinshul knap 20 år tidligere, blev Rage Against the Machine soundtracket til et oprør imod det glitrende, glatte og overfladiske.
Rage Against the Machines debutalbum er et af disse komplet gennemførte værker, der kun opstår, når de helt rigtige personer mødes i den helt rigtige tid og bliver enige om at give den fuldstændig gas. Albummet fortjener sin plads på denne liste, og hvis du er uenig, kan du få en ”bullet in your FUCKING head”.
