Rutinepræget svensk soliditet
De svenske metalveteraner i Meshuggah stod tidligt lørdag eftermiddag klar på Odeon, og mod min forventning stod et pænt fyldt telt også klar til kompliceret, multirytmisk avantgarde-metal. Omskiftelighed og uforudsigelige breaks præger Meshuggahs metal, og med mit kun meget lille kendskab til bandets store bagkatalog, var det spændende for mig at skulle stifte bekendtskab med Meshuggahs livekvaliteter.
Det var tungt fra start til slut – tonstungt. Det var teknisk solidt og fejlfrit, og lyden på Arena fejlede ikke noget. Men der manglede noget. Man må medgive Meshuggah, at numrene hver for sig var uforudsigelige og komplicerede, og at de stadig formåede at levere rent teknisk, men som helhed endte mit indtryk af koncerten sjovt nok med at indeholde begreber som forudsigelighed og rutine. Alle fem på scenen stod solidt placeret med vidt spredte ben og onde ansigter under hele koncerten, og de havde uden tvivl gang i et set, som de teknisk mestrer til perfektion. Men ironisk nok endte koncerten med at stå som en ensformig og enormt rutinepræget præstation. De skarpladte riffs var der. Timingen var der. Sammenspillet var der. Men de borede sig aldrig igennem helt ind til benet hos mig, og jeg var ikke fastholdt i den fulde time koncerten varede.
Meshuggah gør hvad de er enormt dygtige til, men med de kompetencer og de mange års rutine, havde jeg forventet mere vildskab og mere gennemslagskraft fra de tunge svenskere. Det var en alt for sikker og alt for rutinepræget præstation til at vække mig og størstedelen af Arena en tidlig eftermiddag på Roskilde Festival.
[nggallery id=94]
