Vilde følelser på Arena
At dømme efter den enorme menneskemængde, der med hastige skridt ilede fra Jack Johnson på Orange Scene for at nå starten af koncerten med The National på Arena, var der en stor forventningsglæde op til de bløde indierockeres optræden på årets Roskilde Festival.
Netop den store Arena og den store lyd krævede tilvænning. Den dybe intimitet i Matt Berningers baryton virkede voldsom og høj på ”Mistaken for Strangers”, og i koncertens begyndelse gjorde han også et par gange tegn til, at der skulle lydjusteres lidt. Hovedpersonerne lod sig ikke mærke af det. Med sig havde The National ekstra musikere på blæsere og keyboard, og sammen lagde de stærkt ud som altid. Lyden kom hurtigt på plads, og herefter kørte det musikalske samarbejde perfekt fra scenen.
The Nationals absolutte hovedperson er den altid bevægelige, følsomme og nærmest utilregnelige Matt Berninger. Disse adjektiver kunne man også i dag med rette sætte på frontmanden. Han lagde så meget følelse i sine sange, at han på ”Squalor Victoria” og ”Mr. November” ikke kunne holde sine skrig tilbage, og på sidstnævnte endte han endda nede i knæ. Det gjorde de i forvejen stærke følelser i The Nationals musik endnu stærkere. Under den smukke ”Conversation 16” kravlede Berninger ned blandt publikum, og gik rundt blandt os mens han fremførte teksten. Bedst som man troede, at sommervarmen toppede, nåede stemningen i det store telt kogepunktet.
På den knap halvanden time blev der heldigvis plads til rigelige numre fra både det nye High Violet og fra Boxer. Desværre kun tre fra Alligator – man kan vel ikke få det hele. Setlisten virkede perfekt på det dedikerede publikum, selv om reaktionerne var blandede – men hele tiden positive. Enkelte smilede mod scenen, andre kiggede imponeret på hinanden og endelig måtte mange juble gang på gang af glæde over The Nationals unikke egenskaber på en livescene. Netop jubelen stod som kontrast overfor Berningers temperamentsfulde smerte i både udtryk og ord. Men følelserne var mange, og sådan er det netop, når man er sammen med The National – om det så er på album eller live.
The National har efterhånden så mange stærke numre, at man altid til en koncert vil savne enkelte. Personligt savnede jeg de ældre ”Karen” og ”Looking for Astronauts” samt den nye og smukke ”Sorrow”, men savn vil man formentlig altid stå tilbage med, efter en så stærk performance med så mange perler. Amerikanerne forlod os uden ekstranumre, men efter aftenens kraftpræstation er de tilgivet.
[nggallery id=112]
